”Matador”s Jesper Langberg: Hash reddede mit liv

Jesper Langberg.

Jesper Langberg.

(Foto: All Over)

Der var amoriner i luften, da Elisabeth Friis og Kristen Skjern fnisede sig igennem en operette-koncert på deres første date.

Men da hun fandt ud af, at hendes nye herrebekendtskab drev bankforretning og dermed var i direkte konkurrence med hendes svoger, bankdirektør Varnæs, valgte hun familien frem for kærligheden.

Men hvor Kristen Skjerns kærlighedsliv ender lykkeligt i sidste sæson af ”Matador”, så det helt anderledes ud for skuespilleren bag den varme og venlige karakter før optagelserne til sidste sæson af den populære serie.

For meget arbejde og fest og for lidt fokus på familielivet havde kilet sig ind mellem Jesper Langberg og hans første kone Susanne Heinrich.

Jesper Langberg blev skiftet ud til fordel for skuespillerkollegaen Peter Schrøder, og han dulmede smerten med den eneste medicin, han kendte: arbejde og alkohol.

Men kroppen sagde stop. Han følte sig ikke som sig selv, og efter at have spillet en forestilling med 40 i feber tog han direkte fra Det Kongelige Teater til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt.

Beskeden fra lægen var klar. Han skulle lægge alkoholen på hylden i seks måneder. Det fortæller skuespilleren selv i sin erindringsbog ”Ikke et sekund spildt”.

Jesper Langberg tog beskeden alvorligt og besluttede sig resolut for at forlænge afholdsperioden til fem år.

– Jesper, det kan du ikke gennemføre. Jeg kender din type. Du er sådan en, som har brug for at lukke dampen ud mindst en gang hver tredje uge. Og det får du også brug for fremover. Så det kommer ikke til at holde, sagde lægen, som i stedet foreslog en anden ventil – nemlig hash.

Jesper Langberg eksperimenterede lidt med sin nye form for afslapningsmiddel, som krævede øvelse for ikke at blive overmandet af paranoia.

- Mine venner havde fortalt mig, at det var sjovt at se film eller TV, når man var skæv, så jeg tændte fjernsynet. Ved et rent tilfælde – eller lykketræf – viste de ”Sommer i mit liv Tyrol”. Sjældent havde jeg været så opslugt af en film. Det var bare toppen, syntes jeg. Sikke et drama. Sikke en morskab, beskriver han i bogen.

Siden blev whisky-sjusserne skiftet ud med en joint i ny og næ indtil slutningen af 80’erne, hvor målet var nået.

– Jeg gennemførte det. I fem år rørte jeg ikke alkohol, og da jeg mente, jeg havde fået styr på mig selv, min tørst og mit privatliv, gik jeg ned og købte en flaske hvidvin. Den varede en hel weekend, hvilket havde været utænkeligt fem år tidligere, skriver han.

Samtidig trappede han ned for hashen og har ikke rørt en joint siden.

– Jeg har aldrig fortrudt mit hashforbrug. På bundlinjen er jeg ikke i tvivl om, at lægen, som anbefalede hashen, reddede mit liv. Uden den havde jeg aldrig klaret skærene i de år, siger han i bogen.

Efter Susanne Henrich rendte Jesper Langberg ind i designeren Hanne Mørup, som han fik sønnen Emil med.

Men arbejdet kom stadig i første række og endte igen med at spænde ben for kærligheden.

– Mange ville tænke: Nu får ham Jesper en ny mulighed for at være til stede for et af sine børn. Han får en chance mere, selv om han fór rundt, da Kristina og Maria var små. Det er en berettiget tanke, men jeg kan ikke sige, den fandt vej til mig. Skulle den have passeret forbi, blev den hurtigt overdøvet af kaldet fra skuespillet. Jeg videreførte altså traditionen for, at vi Langberg-mænd er fraværende, fortæller han. 

Lykken tilsmilede ham endnu en gang, da han mødte den 15 år yngre skuespiller Eva Jensen. 

Ægteskabet gik dog i stykker, da Jesper fik problemer med potensen. 

– Jeg ville leve alene, for jeg ønskede ikke flere nederlag. Det var smertefuldt, for jeg elskede hende, men min selvforståelse som mand var splintret, og jeg trak mig som et såret dyr, skriver han. 

Kort efter fik Jesper Langberg forklaringen på den manglende potens, da han fik konstateret prostatakræft.  

Skuespilleren forlod scenen i 2013 efter 50 år. I dag er han 76 år gammel.

 

 

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close