Nyheder25. januar 2009

Mary: Vild med ”Livvagterne”

Kronprinsessen fik sig en snak med Cecilie Stenspil og roste den populære serie
Mary lagde ikke skjul på, at hun sidder klistret til skærmen hver søndag aften ligesom tusindvis af andre danskere, når "Livvagterne" ruller over skærmen
Mary lagde ikke skjul på, at hun sidder klistret til skærmen hver søndag aften ligesom tusindvis af andre danskere, når "Livvagterne" ruller over skærmen
 Foto: All Over

Kronprinseparret var både i Tivolis koncertsal for at overvære "Danmarks Indsamling", der blev sendt på DR1 lørdag aften. De fik også tid til at kigge forbi callcenteret, hvor stolene var spækket med kendte danskere som Martin Brygmann, Joachim B. Olsen, Remee, Lina Rafn, Paprika Steen og mange flere. De sad alle parate til at tage imod danskernes bidrag til Afrika.

Frederik og Mary var på besøg i callcenteret for at sludre lidt med de mange frivillige. En af de dem, der var heldige at få et kongeligt håndtryk, var Cecilie Stenspil, som er blevet folkeeje efter sin debut som Jasmina i DR1's "Livvagterne".

- Det er en spændende serie. I hvert fald for mit vedkommende, sagde Mary til Cecilie, som havde travlt med at tage telefoner.

Cecilie takkede for komplimentet, og Frederik gav da også sit besyv med om dramaserien, der efter 4 afsnit uge efter uge slår seerrekord.

- Ja. Den er meget tæt på virkeligheden, sagde han. Og han må jo vide det, for han er som regel omgivet af livvagter det meste af tiden.

Danskerne slog desuden rekord, i det der blev samlet omkring 72 millioner kroner ind til Afrika.

Sponsoreret indhold