Nyheder14. august 2002

MARY TIL TE PÅ SLOTTET

Akkurat som dronning Margrethe har jeg kun én svigerdatter. Altså en, der har papir på at være gift med min søn. Alligevel omtaler jeg to andre prægtige piger som mine svigerdøtre – uden de på mindste måde kan fremvise papir herpå. Og ligeså med min datters kæreste.
https://imgix.seoghoer.dk/media/af97ccbfd68d47ffab1e4f4c49f1068b.jpg

Hvorfor falder det majestæten så svært blot at anerkende eksistensen af kronprins Frederiks kæreste, Mary Elizabeth Donaldson? Herregud, dronningen behøver jo ikke på mindste måde at gøre den nu toårige romance "officiel", men ene og alene give udtryk for, at hun også har bemærket det, alle vi andre dødelige undersåtter nu længe har været vidner til: En stormende forelskelse. At nægte ethvert kendskab til Mary Donaldson bør vores begavede dronning holde sig for god til. Majestæten har ved talrige andre lejligheder demonstreret, at hun er en monark i pagt med tiden. Dog aldrig når det drejer sig om kronprins Frederiks kvindelige forbindelser. Her hopper kæden af, og vi ryger helt tilbage til dronning Victorias tid. Og det er faktisk synd. Mest for Mary Donaldson, men så sandelig også for monarkiet. Er det da så svært at besvare pressens spørgsmål om kronprinsens kæreste ved f.eks. at sige, "ja, jeg synes også, at kronprinsens veninde er en køn pige, men lad os nu se, hvorledes forholdet udvikler sig". Heri ligger ingen "officiel" anerkendelse af forholdet, men alene en respekt for kronprinsens valg og en anerkendelse af Mary Donaldsons eksistens. Forlovelse eller ej! Alle kvinder kan ikke blive forlovet med Danmarks kommende konge, og han alene afgør, hvornår han er rede til "det officielle spring". Måske var det en idé for en forventningsfuld mor at invitere den udvalgte på en kop kaffe eller te. Det ville et almindeligt forældrepar vel gøre, hvis man i to år ikke har set "hende", som næsten resten af den kongelige familie og det meste af venneskaren har mødt. Så frem med det kongelige porcelæn og byd "den anden svigerdatter" velkommen i familien. På gensyn på torsdag!

Sponsoreret indhold