MARY: SØSTER SCORER KASSEN

Ikke fordi der er noget som helst i vejen med 38-årige Jane Alison Stephens nuværende hjem, der er sat til salg for 450.000 australske dollars - omkring 2.040.000 kr. Janes rødstensvilla ligger i det vestlige Hobart med en skøn udsigt til floden. Der er 205 kvadratmeter at boltre sig på, og selv om huset oprindeligt er bygget i 1920, er det sat i stand med en omhyggelighed, der kan tilfredsstille selv den mest pertentlige apoteker - Jane er uddannet farmaceut! Villaen indeholder fire soveværelser, solterrasse og barbeque-område. Den ligger på en 581 kvadratmeter stor grund i Pinestreet - tæt på indkøbscenter og skole. En væsentlig årsag til, at Marys søster vælger at sælge ejendommen netop nu, er, at priserne i West-Hobart i løbet af de seneste år er steget mere end i det øvrige Tasmanien, og at man derved kan få en masse penge i hænderne, hvis man ønsker at købe noget andet. Ifølge Janes ejendomsmægler var prisen på villaen for bare to år siden blot 200.000 australske dollars - eller klart under halvdelen af, hvad den nu sælges for. Det betyder, at Jane Alison Stephens og hendes mand ved salget kan hæve over en million kroner - penge som vil blive benyttet som udbetaling på deres nye hus.