Nyheder 25. maj 2005

MARY: PÅ TUR MED LEGESYGE ZIGGY

Kronprinseparrets nye hundehvalp tog alle med storm, da den var med ”mor” til ridestævne

Mary kunne ikke nænne at lade den kongelige hundehvalp Ziggy være alene hjemme, så den var med, da hun var til ridestævne i Bernstorffsparken i Gentofte. Det lille kræ havde svært ved at sidde stille, mens Mary så deltagerne i Samsung Nations Cup. Først lå den på gulvet, men så sprang den op på Marys skød. Mary var tydeligvis interesseret i ridekonkurrencen, så heldigvis var der mange andre, som kunne give Ziggy den nødvendige opmærksomhed. Flere var henne at klappe den lille hund, mens Mary sad på VIP-tribunen og fulgte med i ridekonkurrencen. Til al held for Ziggy var der desuden en pause i ridebanespringningen, og så fik den legesyge hvalp lokket Mary med om på en tilstødende mark. Her legede de to sammen, indtil stævnet gik i gang igen. Ziggy er af racen bordercollie, som er kendt for at være en sød og børnevenlig hund.

Sponsoreret indhold