Nyheder3. december 2009

Martina Bagger: Nægter at se Stein

Storsvindlerens ekskone måtte nærmest lære sin mand at være far for Olivia, da de blev skilt. I dag kæmper hun for datterens skyld
Af af
Martina har fundet lykken efter alverdens genvordigheder
Martina har fundet lykken efter alverdens genvordigheder
 Foto: Claus Boesen/All Over

Stort set samtidig med at Stein Bagger forsvandt i Dubai, og hans forretningsimperium brast, faldt også hans ekskones liv sammen med et brag.

Inden for en måned fik hun konstateret kræft i halsen, hendes datters far, Stein Bagger, forsvandt, Martinas far fik en blodprop, og hendes kæreste skred.

Martinas første reaktion, da hun fik kræftdiagnosen, var at ringe til Stein i Dubai.

- Når jeg virkelig havde brug for et råd, var det altid Stein, jeg gik til, fortæller hun til Femina.

Olivia i fare

Stein var klar til at betale hvad som helst for at hjælpe sin datters mor, sagde han. Det næste, Martina hørte fra den front, var, da bestyrelsesformanden i IT Factory, Asger Jensby, ringede hende op og rådede hende til at skynde sig at hente Olivia i skolen, fordi hun muligvis var i fare, nu Stein var forsvundet.

- Når jeg tænker tilbage, aner jeg ikke, hvordan jeg kom igennem den tid, fortæller hun bladet.

Igennem kom hun imidlertid og har i dag succes i firmaet La Chance by M.O.S - Martina of Sweden. Desuden blev hun i foråret opereret for kræften, hendes far har det godt igen, og hun har fundet manden i sit liv.

Elskede Stein

Inden da har hun dog måttet sluge nogle kameler.

- Da vi var gift, elskede jeg Stein overalt på jorden. Så kom Olivia i 1999, og hun tog en del af opmærksomheden. Stein kræver ekstremt meget opmærksomhed, siger hun i interviewet.

Forholdet gik i stykker, og Martina måtte nærmest tvinge Stein til at lære sin datter at kende.

- Han havde aldrig børstet tænder på hende eller fulgt hende i børnehave, siger hun.

En stor løgn

Ved skilsmissen sagde Stein: - Du er min datters mor, så jeg ønsker dig kun godt.

- Det viste sig at være en stor løgn. Efter skilsmissen har hans opførsel været så skuffende, at jeg nægter at se ham i dag. I min verden eksisterer den mand ikke længere. Jeg har ondt af ham, men man ligger, som man har redt, siger hun.

Alligevel er Stein ikke helt ude af Martinas liv.

- Han er stadig Olivias far. Det vigtigste for mig er, at hun kommer igennem det her uden for mange ar på sjælen, siger hun.

I dag er Stein Bagger gift med Anette Uttenthal.





Sponsoreret indhold