Nyheder28. november 2008

Martin Hall: Tuberkuløs svækling

Dommeren fra Talent 2008 måtte dæmpe nervøsiteten med piller for at klare presset, mens showet kørte
Martin Hall måtte tage piller for at klare nervepresset under Talent 2008
Martin Hall måtte tage piller for at klare nervepresset under Talent 2008
 Foto: All Over

Musikeren, forfatteren og nu også Talent 2008-dommeren Martin Hall var ikke kendt af mange, før han blev til folkeeje med DRs store talentshow i efteråret. Og det tog hårdt på ham at være med, fortæller han i et stort interview i Ekstra Bladet.

- I begyndelsen var det svært ikke at lade sig overvælde af den enorme maskine, der var blevet sat i gang. Det var som at flyve. Miste kontrol. Jeg er et følsomt, nervøst gemyt, så da jeg stod op om morgenen efter den første audition i Hjørring kunne jeg ikke styre mine hænder. Jeg havde nogle piller liggende for min flyskræk, så 'pop en pille- så går det fint'. Det tog lige toppen, men det var jo ikke sådan, at jeg var doped på TV.

45-årige Martin Hall, der i næste uge udgiver en dagbog, hvor han beskriver hele Talent 2008-forløbet som han oplevede det. Bogen har fået den voluminøse titel "Vægtløs mand under en truende sky", og i den understreger han, at det ikke er hverdagskost for en kunstner som ham at deltage i den slags.

- I min situation må man ikke sige ja til den slags, fordi der hersker en uskreven regel om, at en lødig, seriøs kunstner ikke må deltage i en så folkelig og populistisk konkurrence. Jeg ville gerne lægge arm med de ting, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg havde et døgn til at beslutte mig i. Havde jeg haft længere tid, havde jeg nok sagt nej. Jeg fattede ikke det var alvorligt ment, for at bruge mig som dommer, ville være som at smide en tuberkuløs svækling ind i et hårdt militærprogram i Israel.

Heldigvis overlevede Martin Hall, så han kan fortsætte sit liv sammen med kæresten Dorrit Shoshan og deres tre-årige søn Isidor i lejligheden på Frederiksberg.

Sponsoreret indhold