Nyheder6. januar 2024

Mario Zagallo er død

Den brasilianske fodboldlegende Mario Zagallo er død i en alder af 92 år
Mario Zagallo har vundet VM som både spiller og træner. Det har kun to andre præsteret. 
Mario Zagallo har vundet VM som både spiller og træner. Det har kun to andre præsteret.
 Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Den brasilianske fodboldlegende Mario Zagallo er død i en alder af 92 år.

Det oplyses på hans officielle Instagram-konto.

Zagallo var med til at vinde VM fire gange med Brasilien og er en af de få, der har vundet VM både som spiller og træner.

Den første VM-titel vandt han som spiller i 1958, da Brasilien i finalen slog Sverige.

Fire år senere var Zagallo, der spillede wing, igen med, da Brasilien i finalen besejrede Tjekkoslovakiet.

I 1970 var han så træner, da Brasilien vandt VM-trofæet ved at slå Italien.

Dermed blev Zagallo den første til at vinde VM både som spiller og træner. Den bedrift er senere blevet kopieret af tyske Franz Beckenbauer og franske Didier Deschamps.

Zagallo havde også en finger med i Brasiliens VM-triumf i 1994, denne gang i en rolle som assistenttræner.

Han bestred i karrieren en lang række andre trænerjobs, særligt i Brasilien, men han var også forbi lande som Kuwait, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Sponsoreret indhold