Nyheder7. januar 2024

Margrethe Vestager har ikke hørt fra statsminister om kommissærpost

Tidligere R-leder Margrethe Vestager siger igen, at hun gerne tager en tredje periode som EU-kommissær
Under De Radikales nytårsstævne slår EU-kommissær Margrethe Vestager igen fast, at hun gerne vil tage en tredje periode på posten.
Under De Radikales nytårsstævne slår EU-kommissær Margrethe Vestager igen fast, at hun gerne vil tage en tredje periode på posten.
 Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Under De Radikales nytårsstævne slår EU-kommissær Margrethe Vestager igen fast, at hun gerne vil tage en tredje periode på posten.

- Jeg holder selvfølgelig alle døre åbne, siger hun i et interview med TV 2.

- Skulle regeringen synes, det var en god idé, så er jeg til rådighed. Skulle de synes noget andet, så er det sådan, det er.

Margrethe Vestager bliver både spurgt, om hun har hørt fra statsminister Mette Frederiksen (S) i forhold til en ny periode, og om hun selv har henvendt sig.

- Nej, det har jeg ikke, lyder svaret på begge spørgsmål til TV 2.

Når europaparlamentsvalget er afholdt i sommeren 2024, skal der sammensættes en ny EU-Kommission.

Margrethe Vestager vendte i december tilbage til sin post som EU-kommissær efter at have været på ulønnet orlov, fordi hun gik efter et job som formand for Den Europæiske Investeringsbank.

Vestager fik ikke jobbet, der i stedet gik til Spaniens finansminister, Nadia Calviño.

I EU er Margrethe Vestager kommissær for konkurrence og ledende næstformand.

Hun har været Danmarks kommissær siden 2014. Før det var hun politisk leder for De Radikale, og hun har blandt andet været økonomi- og indenrigsminister.

Som kommissær for konkurrence har hun særligt gjort sig bemærket ved at udskrive milliardbøder til selskaber som Google og Apple.

Da det i begyndelsen af december stod klart, at Margrethe Vestager ikke ville få topposten i Den Europæiske Investeringsbank, opfordrede Dansk Folkeparti hende til at trække sig som EU-kommissær, så der kunne udpeges en ny.

Den køber Margrethe Vestager ikke og kalder det "noget sludder". Hun henviser til, at der stadig er et år tilbage af hendes mandat, og at det er "helt oplagt" at fortsætte, hvor hun slap.

Sponsoreret indhold