MARGRETHE OG PRESSEN

Sådan ønskede Margrethe det. Og sådan blev det. Som artige skolebørn rettede pressen ind. Det ærgrer mig, at ikke blot én af de tilstedeværende journalister havde modet til at stille et spørgsmål, hvorefter - må man formode - en fornærmet dronning for rullende TV-kameraer ville være drejet om på hælen. Det ville nemlig have mindet nationen om, hvilken regent vi også har.For på den ene side må man medgive Margrethe, at hun evner at være den samlende figur, som - ikke mindst ved nytårstalerne - formår at balancere smukt på den knivsæg, hvor man hverken siger for meget eller for lidt.På den anden side har dronningen - undskyld mig - et attitudeproblem. Igen og igen oplever vi hende sarkastisk, sur og tvær, når hun konfronteres med pressens søgelys. Seancen i Gråsten er blot det seneste eksempel.Et andet var, da dronningen i efteråret i en meget glædelig anledning mødte op på Rigshospitalet og bed ad den journalist, som formastede sig til at spørge, om hun var glad for sit nyfødte barnebarn. Vrissende svarede hun: "Hvad tror De selv?" Ville der egentlig være gået noget af Margrethe ved at give et venligt svar?Margrethe ville sikkert helst være den offentlige interesse foruden. Men sådan spiller klaveret bare ikke. Hun må forstå, at hun indgår i et "noget for noget-arrangement":Hun og familien kan (på skatteydernes regning) leve et superprivilegeret liv. Til gengæld må de acceptere en vis interesse for deres gøren og laden. Naturligvis har dronningen krav på at være sig selv, hvad hun mildest talt også er langt det meste af tiden. Filmen knækker bare, når de kongelige som en selvfølge forventer, at alle privilegierne fastholdes, men ikke er parat til at betale "prisen".De kongeliges liv baserer sig på, at den almindelige dansker er optaget af det. I det øjeblik folk bliver ligeglade, er det slut med den juleleg, vi kalder "monarki". Og dermed også med dronningens luksustilværelse.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close