Nyheder1. september 2023

Mareridtsferie i dansk sommerhus: Blod, urinpletter, myrer og mudder

Nordmand raser mod sommerhusbureauet Novasol efter skrækferie i dansk sommerhus. Bureauet beklager episoden og vil nu rette op på fejlene
Der er tale om et sommerhus i Følle, hvor der var møgbeskidt. Billedet er ikke fra det pågældende sted.
Der er tale om et sommerhus i Følle, hvor der var møgbeskidt. Billedet er ikke fra det pågældende sted.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Myrer i vaskerummet, mudder i stuen og køkkenet samt blod- og urinpletter på sengen i soveværelset.

Det er blot nogle af de ting, som nordmanden Elin Michelson Jenssen oplevede under sin ferie med familien i et lejet sommerhus Danmark. Nærmere sagt i Følle, der ligger godt og vel 20 kilometer nord fra Aarhus.

Det skriver norske TV 2.

Familien havde for nylig lejet sommerhuset til en familieferie igennem sommerhusbureauet Novasol, der er en af Danmarks største udlejere af feriehuse.

I annoncen var sommerhuset præsenteret med flotte billeder, og derfor besluttede familien at punge 19.000 norske kroner ud for stedet - det svarer til lidt over 12.000 danske kroner.

Det "flotte" sommerhus, som familien lejede.
Det "flotte" sommerhus, som familien lejede.
 Foto: Skærmbillede, Novasol.no

Men da Elin Michelson Jenssen og familien ankom til sommerhuset i Følle, så det langtfra så lækkert ud som i annoncen.

Ifølge Elin Michelson Jenssen var udendørsmøbler ødelagte, vinduerne var snavsede, indgangspartiet var rodet, og grillen var fedtet og fuld af kul.

Da Elin sammen med familien kom ind i sommerhuset, så hun myrer i vaskerummet og i vinduerne. På badeværelset fandt hun brugt papir bag toilettet, gammelt shampoo i skabet og brune striber langs badeforhænget.

Og det sluttede ikke her. Da Elin kom ind i køkkenet og stuen, fortsatte de klamme syn.

- Der var mudder overalt. Fedt dryppede fra ventilatoren og løb ned på bagvæggen. Sofaen havde kæmpe pletter med et stort hul, fortæller hun til norske TV 2.

Elin har dokumenteret alt ovefor det norske medie, der også bringer billederne af hendes beretninger.

SE og HØR har været i kontakt med Novasol, der beklager Elin og hendes familie oplevelse i Danmark.

- Hos Novasol er vi naturligvis meget kede af, at nogle af vores gæster har haft dårlige oplevelser på deres sommerferie i huse lejet gennem Novasol.

- Sommerferien er uden tvivl en af de vigtigste begivenheder på året, og når den ikke lever op til forventningerne, tager vi det meget alvorligt. Derfor har vi også forsøgt at udbedre fejlene, lyder ordene fra Kenn Rasmussen, Novasols vicedirektør for portefølje.

Kenn Rasmussen fortæller videre, at bureauet er opmærksomme på, at "fejl og udfordringer kan opstå fra tid til anden".

- Derfor arbejder vi i øjeblikket sammen med ejeren af det specifikke hus, hvor vores gæster har oplevet utilfredsstillende forhold i år og sidste år for nøje at identificere og rette eventuelle fejl og mangler ved huset, så vi i fremtiden kan undgå lignende situationer.

- Vores fornemmeste opgave er altid at sikre, at vores gæster får en fremragende ferieoplevelse, og det gør vi alt, vi kan for at få til at ske, lyder de afsluttende ord fra Kenn Rasmussen.

Sponsoreret indhold