Nyheder25. december 2022

Mandag bliver travl: Sådan undgår du kø på store hjemrejsedag

Der forventes travlhed på både veje og skinner i løbet af mandagen
En af opfordringerne lyder blandt andet, at man planlægger sin rejse udenfor det travleste tidsrum. 
En af opfordringerne lyder blandt andet, at man planlægger sin rejse udenfor det travleste tidsrum.
 Foto: Ritzau Scanpix, Ida Guldbæk Arentsen

Mandag er det 2. juledag, som er kendt for at være en af årets travleste rejsedage.

Ifølge Jakob Riis-Petersen, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter, er det især mellem 11 og 15, at der forventes at være flest biler på vejene.

- De fleste vælger lige at spise morgenmad og pakke bilen, inden de begiver sig ud på vejene, siger han til TV2 Østjylland.

- Kan man undgå tidsrummet 11-15, og i stedet tage afsted tidligt på morgenen, sent på eftermiddagen eller først på aftenen, undgår man bedst den værste trafik.

Det vil være formentligt både være i øst- og vestgående retning, at trafikken bliver tæt mandag.

Også på skinnerne er 2. juledag år efter år en travl dag.

Især i østgående retning - fra Aarhus mod København - forventes der travlhed på 2. juledag, siger informationschef hos DSB Tony Bispeskov.

- Det er et mønster, der viser sig år efter år. Vi har set, at der var flest, der rejste modsatte vej op til jul, og det betyder, at der vil være størst travlhed i den modsatte retning i dagene efter.

Husk pladsbillet

Tony Bispeskov understreger dog, at der vil blive påsat flere vogne alt efter, hvor høj man hos DSB kan se, at efterspørgslen ligger i juledagene.

- I særdeleshed i julen, men også efter corona, er der flere, der bestiller pladsbilletter, og det gør det meget nemmere at få logistikken til at hænge sammen med efterspørgslen, siger han.

Der er ifølge Tony Bispeskov meget få, der ikke køber pladsbilletter i juledagene.

- Mange har regnet ud, at når man både skal frem og tilbage, og har en del mere bagage med end sædvanligt, vil man gerne have styr på det, så man ikke havner i en situation, hvor man bliver nødt til at stå op undervejs.

Han anbefaler, at man i juledagene især sørger for at bestille en pladsbillet og samtidig møder op i god tid inden afgang, da der kan være trængsel på perronerne.

Sponsoreret indhold