Nyheder5. august 2022

Mand vinder 3 millioner kroner: Skal have dyr vaskemaskine

Den heldige vinder kan nu gå på weekend med titlen som millionær
Eurojackpot
Manden vandt 2.959.368 gode danske kroner.
 Foto: All Over Press

En mand fra Vestsjælland fik sig en glædelig overraskelse, da han forleden modtog et opkald fra Danske Spil.

Medarbejderen fra spilselskabet ringede nemlig for at fortælle, at manden netop havde vundet små 3 millioner kroner i Eurojackpot.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Det er løgn!

– Jeg tænkte først “det er løgn”, og så skulle jeg lige synke spyttet en ekstra gang. Efter jeg havde lagt på, tjekkede jeg min kupon, og så blev det lidt mere virkelighedsnært, end det var før, lyder det fra den glade mand fra Vestsjælland, som har valgt at være anonym.

Det var dog alligevel først, da det store millionbeløb tikkede ind på kontoen, at manden fra Vestsjælland for alvor kunne juble over, at han havde fået en ny titel som millionær.

– Så kom der nogle penge og så var det virkelighed, fortæller han.

Nyt hus og dyr vaskemaskine

Eurojackpotvinderen er i øjeblikket ved at opføre et nyt hus sammen med sin hustru, og derfor falder pengene også et tørt sted. De skal nemlig bruges til møbler og en dyr vaskemaskine.

– Pengene betyder, at vi ikke kommer til at vente så længe med at møblere huset, og den dyre vaskemaskine kan komme lidt før den knap så dyre, fortæller manden.

Men når huset står færdigt, håber manden dog på, at der stadig er noget af gevinsten tilbage, som han kan bruge til fest og rejser.

– Ja, så er der nok stadigvæk en god slat tilovers. Når jeg for eksempel fylder år, så er der lidt at holde fest for, og vi kan tage familien med ud at rejse, slutter den glade vinder.

Eurojackpot trækkes næste gang fredag aften og her lyder puljen på 189 mio. kr.

Sponsoreret indhold