Nyheder26. februar 2024 (opd. 26. februar 2024)

Mand satte ild til sig selv ved ambassade: Nu er han død

Der opstod drama foran Israels ambassade søndag, da en ansat i det amerikanske militær satte ild til sig selv ved den israelske ambassade

En ansat i det amerikanske luftvåben er afgået ved døden, efter at han søndag satte ild til sig selv foran Israels ambassade i Washington D.C.

Det skriver BBC, NBC News og nyhedsbureauet AFP.

Sidstnævnte henviser til oplysninger fra det amerikanske forsvarsministerium.

Militærmanden optog hændelsen på video, hvor han råbte "free Palestine" (befri Palæstina, red.), inden han faldt om på jorden foran ambassaden i den amerikanske forbundshovedstad, skriver NBC News.

På optagelsen erklærede militærmanden, at han ikke ville være "involveret i folkedrab" og sagde, at det, han var i gang med, ikke var nær så ekstremt som den lidelse, det palæstinensiske folk gennemgår.

Videoen blev ifølge AFP sendt direkte på det sociale medie Twitch. Efterfølgende blev den fjernet fra platformen.

Politiet og brandvæsnet i Washington D.C. oplyste søndag aften dansk tid om ildspåsættelsen. Her forlød det, at betjente fra sikkerhedstjenesten Secret Service havde slukket ilden.

Manden, der havde sat ild til sig selv, blev bragt til behandling på et hospital og var i kritisk tilstand.

Demonstranter har de seneste måneder flere gange protesteret mod Israels krig i Gaza foran Israels ambassade i Washington D.C.

Og i december satte en person ifølge CNN ild til sig selv foran Israels konsulat i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia. Det har politiet siden sagt sandsynligvis var en ekstrem form for politisk protest.

USA er Israels nærmeste allierede, og landet har historisk været en vigtig - til tider afgørende - støtte for det israelske militær.

Krigen i Gaza brød ud efter den militante palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år.

Ved angrebet blev 1200 personer dræbt og 240 taget som gidsler.

Indtil videre har krigen i Gaza ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i området kostet næsten 30.000 palæstinensere livet.

Sponsoreret indhold