Nyheder23. juni 2025 (opd. 23. juni 2025)

Mand meldes henrettet af Iran efter anklage om israelsk spionage

Mand, der var anklaget for at samarbejde med den israelske efterretningstjeneste, er mandag henrettet i Iran.

I Iran er en mand blevet henrettet, efter at han var blevet dømt til døden for angiveligt at have samarbejdet med den israelske efterretningstjeneste.

Det rapporterer det iranske nyhedsbureau Tasnim mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Manden blev anholdt i slutningen af 2023.

Ifølge Tasnim var han leder af en cybergruppe, der havde tilknytning til efterretningstjenesten Mossad.

- Mohammad-Amin Mahdavi Shayesteh blev hængt denne morgen for et efterretningssamarbejde med det zionistiske regime, lyder det ifølge AFP fra det iranske retssystem, der bruger Irans betegnelse for Israel.

Shayesteh blev også dømt for at samarbejde med tv-kanalen Iran International. Det er en tv-kanal med base i London, der sender nyheder på persisk og er kritisk over for den iranske regering.

Iran anser kanalen for at have forbindelser til Israel og har ifølge AFP også kaldt den en "terrororganisation" under de landsdækkende protester i 2022.

Israelske medier har også tidligere i juni berettet om iranske henrettelser af personer, der var dømt for at spionere for Israel.

Senest skrev nyhedsbureauet AFP søndag, at Iran samme dag havde henrettet en mand, der ved en iransk domstol var blevet fundet skyldig i at være spion for Mossad. Det oplyste det iranske retsvæsen på sin hjemmeside ifølge AFP.

- Majid Mosayebi blev i morges hængt efter at have gennemgået hele strafprocessen, og efter at hans dom var blevet stadfæstet af højesteret, skrev retsvæsnet.

Iran har optrappet jagten på personer, der mistænkes for at spionere for Israel, siden Israel for cirka halvanden uge siden indledte en operation i Iran, og konflikten mellem de to lande brød ud.

Sponsoreret indhold