Nyheder30. maj 2022

Mand læste forkert: Troede han vandt 30 kroner, men havde faktisk vundet tre millioner kroner

En heldig herre har vundet 30.000 kroner i 100 måneder
Der var lidt flere nuller på gevinsten fra et skrabelod, end en mand i første omgang havde læst
Der var lidt flere nuller på gevinsten fra et skrabelod, end en mand i første omgang havde læst
 Foto: Danske Spil

En mand fra Sjælland var lidt for hurtig, da han tjekkede sin gevinst på et skrabelod på sin telefon.

For hvad han troede var en gevinst på 30 kroner, viste sig at være gevinst på tre millioner kroner.

Det havde den heldige vinder dog ikke forstået, før han blev ringet op af Danske Spils kundeservice.

- Han siger så, ”er du klar over, du har vundet?”, ”næ” siger jeg, ”jeg har vundet 30 kroner”. ”Nej, siger han så, du har ikke vundet 30 kroner, du har vundet tre millioner”, fortæller vinderen af de mange penge.

Manden udtaler sig i en pressemeddelelse fra Danske Spil, men ønsker at være anonym.

En ekstra nydelse

Skrabeloddet var et 30 år jubilæumsskrabelod. Gevinsten er 30.000 kroner hver måned, der bliver udbetalt de næste 100 måneder – også kaldet otte år og fire måneder.

Det passer den glade vinder godt, der var sammen med sin kone, da han fik opkaldet.

- Det er fint med et lille beløb hver måned. Vi er i den alder, hvor vi ikke skylder nogen noget, vi mangler ikke noget og har gode pensioner. Så det er bare en ekstra nydelse hver måned, siger han.

En del af pengene skal gå til parrets voksne børn, der skal have det lidt ekstra godt den kommende tid.

Derudover har parret planer om at tage ud at sejle.

- Og så ønsker min kone sig et nyt ur, og det gør jeg også. Måske lidt nyt tøj i garderoberne også, siger den anonyme vinder.

Sponsoreret indhold