Mand dømt for at tæske sine egne børn – blev ikke fyret som pædagogisk assistent
En pædagogisk assistent arbejdede med de mindste og mest sårbare børn på en specialskole i Ringsted. Samtidig blev han idømt fængsel for gennem to år at have slået to børn med knytnæver og taget kvælertag på dem.
Børnene, han mishandlede, var hans egen treårige søn og en seksårig stedsøn. Det var deres alder, da volden begyndte, og den fortsatte gennem to år.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
I den periode var han ansat som pædagogisk assistent på Ådalskolen i Ringsted – en specialskole for primært udviklingshæmmede børn samt børn med autisme og generelle indlæringsvanskeligheder. Her arbejdede han i indskolingen med de yngste elever.
Manden blev første gang dømt i Retten i Næstved den 12. juni 2024. Dommen blev stadfæstet af Østre Landsret den 14. august 2025.
Af dombogen fra Østre Landsret fremgår det, at den pædagogiske assistent selv orienterede skolens ledelse om dommen i byretten. Han fortalte, at han var blevet idømt fængsel, og at han havde anket dommen til landsretten.
Det fremgår desuden, at skolen også blev orienteret om dommen via en e-mail fra en tredjepart. På trods af at skolen således var klar over, at den pædagogiske assistent var idømt fængsel, fik det ingen ansættelsesmæssige konsekvenser.
Han fortsatte ufortrødent sit arbejde i over et år efter dommen i byretten.
Dom holdt hemmelig
Voldsdommen til den pædagogiske assistent blev holdt hemmelig for forældrene og skolebestyrelsen. Dermed har forældre på Ådalskolen gennem 14 måneder uvidende afleveret deres børn i en voldsmands varetægt.
Sagen vækker også stor bekymring hos foreningen Børns Vilkår. Her har Sjællandske Nyheder talt med direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
- Jeg ville i hvert fald ikke lade mine egne børn passe af en voldsdømt pædagogisk assistent. Jeg tænker også, at man som arbejdsgiver må sige, at det simpelthen ikke er noget, man skal udsætte børn for – det er alt for stor en risiko, siger Rasmus Kjeldahl.
Først da landsretten den 14. august i år stadfæstede dommen på fire måneders fængsel, fik sagen konsekvenser. Først da besluttede skolen, at den ikke længere ønskede at have den voldsdømte pædagogiske assistent ansat, og han blev afskediget.
I landsretten læste mandens forsvarer endda en meget rosende udtalelse fra en afdelingsleder på Ådalskolen op.
Vil ikke kommentere
Skolechef i Ringsted Kommune, Kristina Helmark, understreger, at den vold, som manden blev dømt for, ikke vedrørte elever på skolen.
– Det skal understreges, at vedkommendes straffesag ikke havde nogen sammenhæng med hans ansættelse på Ådalskolen, skriver hun i en skriftlig kommentar til Sjællandske Nyheder.
Derudover ønsker hun ikke at kommentere sagen yderligere.
– Da det er en personalesag, kan jeg ikke gå nærmere ind i sagen – heller ikke i forhold til de beslutninger, der blev truffet i den forbindelse, skriver hun.
Dog har hun 9. september i år udtalt sig i en anden sag, hvor lærer blev fyret for at givet en 13-årig elev en lussing. Det medførte en dom i byretten og en fyring som lærer.
Hun ville dengang ikke udtale sig om den konkrete sag, men overfor Sjællandske Nyheder slog skolechef Kristina Helmark fast:
- Det ligger dog fast, at et arbejdsforhold, uanset hvad, ikke kan fortsætte i Ringsted Kommune, når man er dømt ved byretten for vold mod et barn.
Sjællandske Nyheder har på skrift spurgt hende, hvorfor det samme ikke gjaldt den pædagogiske assistent. Hvorfor blev han ikke fyret?
Det har skolechef Kristina Helmark ikke ønsket at svare på.