Makabert fund i Viborg: Arkæologer graver halshugget skelet op

Arkæologer har gjort et spektakulært fund i Viborg.
Og det er noget, de færreste arkæologer nogensinde oplever i deres karriere.
Det skriver TV Midtvest.
Der er nemlig ifølge museumsinspektør ved Viborg Museum Lars Agersnap kun ét eller to tilfælde i hele landet.
- Jeg har gravet på kirkegårde i 25 år og har aldrig selv fundet en henrettet før. Jeg kender kun til én eller to andre tilfælde i hele landet, siger Lars Agersnap, arkæolog og museumsinspektør.
Skelettet stammer efter alt at dømme fra en ung mand i 20’erne og vurderes at være fra perioden mellem 1500 og 1700-tallet.
Men det er ikke kun de øverste halshvirvler, der vækker opsigt. Det gør selve placeringen også.
Hovedet ligger mod vest, men resten af kroppen er vendt i modsat retning. Fødderne er tilmed spredt rundt om kraniet.
Eksperterne mistænker, at den særprægede begravelse kan være en form for hån mod den afdøde, men det er for nu bare en teori.
Nu venter grundige analyser af både knogler og tænder, der forhåbentlig kan kaste lys over, hvem den halshuggede mand var, og hvad han blev dømt til døden for.