Nyheder27. oktober 2021

Magnus Heunicke indkalder alle partier til corona-møde

Hvis Danmark skal blive ved med at holde helt åbent, så skal flere vaccineres, lyder det fra sundhedsministeren
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210907-105520-1-1920x1280we.jpg
 Foto: Katrine Hørup Noer/Ritzau Scanpix

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt Folketingets partier til et corona-møde på fredag.

Det fortæller han på TV 2 News i programmet "Lippert".

- Nu er der kommet den her stigning på en uge i et omfang, der har overrasket de fleste, og derfor følger vi situationen meget nøje, siger Magnus Heuncike.

Der vil dog ikke komme konkrete forslag til restriktioner til fredagens brief. Men ministeren vil samtidigt heller ikke udelukke snarlige restriktioner.

- Jeg kæmper for, at Danmark holdes åbent, siger Magnus Heunicke.

Mødet kommer af, at coronasmitten lige nu stiger hurtigt og tidligere end ventet, og at indlæggelsestallet også stiger.

Onsdag lød dagens smittetal på 1871 personer, som er testet positive for coronavirus. Det er det højeste tal siden begyndelsen af januar.

Flere skal stikkes

Hvis Danmark skal forblive helt åbent, så er der særligt én gruppe danskere, der skal handle. Helt præcist er der tale om 13 procent af den voksne, danske befolkning.

Regeringens mål er, at 90 procent af alle over 12 år skal vaccineres. Lige nu ligger antallet på 87 procent.

- Jeg siger meget klart til dem, der ikke er vaccineret: Det er nu, man skal overveje meget kraftigt at tage det stik, fordi vi har simpelthen brug for det. Vi vil gøre, hvad vi kan for at fastholde et åbent samfund uden restriktioner.

- Men smitten stiger, så vi har virkelig brug for, at nogle flere bliver vaccineret, siger ministeren.

Sponsoreret indhold