Mads og Lars Mikkelsen: Nytår hjemme hos mor

Det er ikke så tit, at verdensstjernerne slår vejen omkring Nykøbing Sjælland, og slet ikke at de stiller op til lokalpressen.
Men på Café Nykøbing i byens gågade var ejeren Dogan kvik forleden, da brødrene Mads og Lars Mikkelsen troppede op sammen med deres respektive familier og deres mor Bente, der bor i byen. Dogan tog billeder af hele familien og fik lov til at give dem videre til den lokale ugeavis "Det Ny Odsherred".
- Men ikke til andre, formanede brødrene.
Alligevel synes vi ikke, at seoghør.dk's læsere skal snydes helt, så her ses både avis og lidt uklare billeder.

(Foto: Dogan/Fra ugeavisen Det Ny Odsherred)
Til middagen, der helt nede på jorden bestod af stegt flæsk og persillesovs, havde Mads sin hustru Hanne Jacobsen og børnene Viola og Carl med. Lars havde sin hustru Anette Støvelbæk og deres to drenge Lou og Thor med.
Da flæsket var sat til livs og de yngste havde fået lov til at hjælpe til i køkkenet, skrev de berømte brødre flittigt i caféens gæstebog.
"Tak for kanon stegt flæsk til os alle.. ", var ordene fra manden, der er vant til at skøjte rundt på Hollywoods røde løbere, Mads Mikkelsen.