Nyheder2. marts 2014

Mads Mikkelsen før Oscar: Stadig overvældende

Han har prøvet det både med Susanne Biers Efter Brylluppet og Nikolaj Arcels En Kongelig Affære.
Mads Mikkelsen er spændt op til det enorme Oscar Show.
Mads Mikkelsen er spændt op til det enorme Oscar Show.
 Foto: AOP

Nu er den danske skuespiller Mads Mikkelsen for tredje gang med ved den prestigefyldte Oscar-uddeling i Hollywood. Denne gang med Thomas Vinterbergs drama "Jagten".

- Jeg har prøvet det tre gange nu, og jeg synes, det er overvældende hver gang. Der er et eller andet ved Oscar, og selvom man har prøvet det mange gange, så tror jeg ikke, man bliver vant til det, fortæller Mads Mikkelsen.

I "Jagten" spiller han pædagogen Lucas, der bliver uskyldigt anklaget for pædofili. Filmen kæmper med fire andre i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Læs også: Mads Mikkelsen fyret

Hvordan chancerne er for dramaet, har Mads Mikkelsen svært ved at vurdere.

- Det er vigtigt at huske på, at denne her film, den bliver ikke bedre af at få en Oscar, og den bliver heller ikke dårligere af ikke at få en, siger han.

Han vil dog gerne pointere filmens fordele.

- Det er en meget smuk film med et emne, der er lidt af en mavepuster, og så er det en film, der har svært ved at forlade én, hvis man kan lide den selvfølgelig. Det er en film, jeg er rigtig stolt af, siger han.

Læs også: Lars: Jeg spørger tit Mads til råds

Stolt er han også af, at Danmark hele tre gange er repræsenteret ved årets Oscar-fest. Ud over "Jagten", er instruktøren Anders Walters kortfilm "Helium" og Joshua Oppenheimers dokumentar "The Act of Killing", der er produceret af et dansk produktionsselskab, nomineret til en statuette.

- Vi må jo gøre et eller andet rigtigt i vores lille land, siger Mads Mikkelsen.
Oscar-uddelingen finder sted natten til mandag dansk tid, og sendes direkte på TV2.

Sponsoreret indhold