Mads Mikkelsen: Arbejdsløs

Mads Mikkelsen har haft et travlt år. Han har indspillet tre film i tre forskellige lande, men nu er han tilbage i Danmark, hvor han skal holde jul med sin familie.
- Jeg skal se, hvor store mine børn er blevet, sagde en veloplagt Mads Mikkelsen til B.T. efter prisfesten European Film Awards, hvor han var nomineret for sin rolle i "Flammen og Citronen".
Han er gift med koregrafen Hanne Jakobsen, som han har datteren Viola, 13, og sønnen Carl, 9, sammen med.
- Jeg skal være hjemme og slappe af julen over. Det har været hårdt at være så meget på optagelser i udlandet. Hvis jeg havde arbejdet i flere måneder herhjemme, havde det været en anden sag, fortæller skuespilleren, som blandt andet har optaget i Skotland, Tyskland og Paris i løbet af det seneste år.
- Men jeg har faktisk også perioder, hvor jeg er meget inaktiv, selv om det lyder, som om jeg er med i alle film. Og nu skal jeg være det igen. Jeg har ingen projekter i vente lige nu, afslørede Mads Mikkelsen.