Nyheder 12. juni 2014

Mads Langer: En drengedrøm at spille med idol

Slår sig sammen med Tim Christensen til Grøn Koncert
Mads Langer slår sig sammen med Tim Christensen til Grøn koncert
Mads Langer slår sig sammen med Tim Christensen til Grøn koncert
Foto: Dan Mariegaard




Langhåret rockmusiker møder kortklippet popdreng, når Grøn Koncert løber af stablen denne sommer.

Tim Christensen og Mads Langer har nemlig indgået et musikalsk samarbejde, som de begge finder meget inspirerende.

- Når vi to mødes, sker der ligesom noget tredje, siger Mads Langer og kigger hengivent hen på sin kollega og musikalske storebror Tim Christensen.

- Jeg har været stor fan af Tim Christensen lang tid før, vi lærte hinanden at kende. Så det er en drengedrøm, der går i opfyldelse, at vi nu skal spille sammen.

Selvom de to efterhånden har kendt hinanden og været venner i flere år, er det første gang, at bekendtskabet også har indebåret arbejde.

Men hvor andre måske ville få sit venskab sat på hård prøve ved pludselig også at skulle arbejde tæt sammen, virker de to musikalske sjælefrænder nærmere til at være kommet endnu tættere på hinanden.

- Den kærlighed og respekt, som vi har til hinanden, gør, at vi kan udfordre hinanden på en måde, hvor man stadig føler sig tryg, selvom man er langt uden for sin tryghedszone, fortæller Tim Christensen.

- Vi er rigtig gode for hinanden - især i processen med at lave musik, siger Mads Langer.

Helt så rørende enige er de to succesfulde herrer dog ikke altid. Men går man konstruktivt til værks, kan man lære af hinandens forskelligheder, mener Mads Langer.

- Tim er meget grundig og perfektionistisk, hvor jeg er mere spontan og tit gerne vil hurtigt videre. Men det er ikke nogen dårlig ting, for på den måde trækker vi begge hinanden i den rigtige retning, konstaterer Mads Langer.

Det fælles projekt med at stable en koncert på benene til den årlige Grøn Koncertturné har i det hele taget haft en meget frugtbar effekt på de to solister.

- Når man ikke skal stå 100 procent til ansvar selv, så tør man lidt mere. Det er faktisk en god ting rent kreativt, siger Tim Christensen og fortsætter:

- En af de ting, som jeg nyder allermest, er at få lov til at prøve at dele spotlyset 50/50 med en anden. Jeg har selvfølgelig været på scenen med Dizzy Mizz Lizzy. Men det var stadig mig, der var i front. Nu deler vi fronten lige over, siger han.

Grøn Koncert starter sin tur rundt i Danmark med en koncert i Kolding 17. juli. Med på turen, der slutter i Valbyparken i København 27. juli, er også blandt andre Shaka Loveless, Kashmir og Nik & Jay. Læs mere på: www.groenkoncert.dk

Newspaq

Sponsoreret indhold