Mads Holger valgte selvmord som sin far

All Over

Han var kendt som en evig diskussionslysten og farverig debattør. Han var en karismatisk figur i det københavnske natte- og kulturliv, og de seneste år var han én af de mest læste bloggere hos Berlingske.

Men nu er han død.

Radiovært, forfatter og debattør Mads Holger valgte mandag livet fra, oplyser hans familie til Politiken.

Samme skæbne valgte hans far, 58-årige John Little.

Faderen valgte at tage sit eget liv i sin fængselscelle i Sverige i 2001. I et interview med Berlingske fra februar 2016 talte Mads Holger om netop sin far – og hvordan han på mange måder følte, at han mindede om ham.

- Jeg kan godt genkende mig selv i ham, når jeg læser om ham. Han rejste over det meste af verden, han var en damebedårer, en libertiner, en eventyrer på godt og ondt, men også skruppelløs og det mener jeg ikke at kunne genkende i mig selv. Men det er klart og den analyse ligger lige for: jeg minder nok mere om min far end om min mor, en 21-årig sygeplejerske fra Nørrebro. Den tror jeg de fleste vil kunne klare på en blindsmagning, fortalte Mads Holger dengang til Berlingske ifølge BT.

Faderen John Lindsay Little fik ni år efter Mads Holgers fødsel konstateret HIV – og han nåede angiveligt at sprede smitten til et ukendt antal kvinder. Faderen ønskede ikke at erkende, at han var smittet – og derfor dyrkede han så meget ubeskyttet sex som mulig. Derfor endte han også med en fængselsdom for at have givet smitten videre.

John Little begik herefter selvmord i sin celle i 2001.

Mandag aften valgte Mads Holger så også at gøre en ende på sit eget liv. Det oplyste hans familie til Politiken tirsdag formiddag.

Mads Holger efterlader sig en mor, en søster, to mostre og en kæreste. 

Du kan se billeder fra Mads Holgers liv herunder:

Mads Holgers liv i billeder

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close