Nyheder8. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Mads Fuglede går på orlov: Far igen

Fra 20. februar kommer Kristian Pihl Lorentzen til at erstatte Mads Fuglede som forsvarsordfører for Venstre i orlovperioden
Mads Fuglede
Mads Fuglede skal være far igen og går derfor på orlov.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Venstres forsvarsordfører, Mads Fuglede, går på orlov fra Folketinget 20. februar og frem til midten af april.

Det skyldes, at han skal være far igen, oplyser gruppeformand Lars Christian Lilleholt (V) til Ritzau.

Fordi der er vinterferie næste uge, bliver det allerede torsdag meddelt i Folketingssalen, at Mads Fuglede går på orlov.

I orlovsperioden afløses han af suppleant Kristian Pihl Lorentzen, der dermed vender tilbage til Folketinget, hvor han tidligere har siddet i knap 18 år.

Da han ikke blev genvalgt ved valget i november 2022, bedyrede han ellers, at han var færdig med politik.

- Efter moden overvejelse og drøftelse med mit politiske bagland er jeg nået frem til den klare konklusion, at jeg har aftjent min værnepligt i politik efter 29 år i træk som folkevalgt politiker, skrev Kristian Pihl Lorentzen på Facebook i januar 2023.

Kristian Pihl Lorentzen er mest kendt som mangeårig transportordfører for Venstre. Fra 2015 til 2019 sad han også i Folketingets Præsidium.

Ud over tjansen som forsvarsordfører er Mads Fuglede også blandt andet udlændinge- og integrationsordfører.

Det er endnu ikke besluttet, om Kristian Pihl Lorentzen overtager Mads Fugledes ordførerskaber, oplyser Lars Christian Lilleholt.

Mads Fuglede er valgt i Vestjyllands Storkreds. Han fik 6981 personlige stemmer ved sidste valg. Kristian Pihl Lorentzen fik 4595 personlige stemmer i samme storkreds.

Sponsoreret indhold