Nyheder31. marts 2023

Mads Brüggers medie leverer koloenormt underskud

Mediehuset Friheden A/S, der har medierne Frihedsbrevet og Den Uafhængige, har et underskud på 18 millioner kroner
Mads Brügger, journalist, forfatter, dokumentarist, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Frihedsbrevet.
Mads Brügger, journalist, forfatter, dokumentarist, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Frihedsbrevet.
 Foto: Ritzau Scanpix

18.000.000 kroner i underskud.

Det er, hvad Mediehuset Friheden A/S har formået at realisere fra den 7. januar 2021 til 30. september 2022.

Det fremgår af CVR-registret.

I den førnævnte periode har der i gennemsnit været 12 fuldtidsansatte på mediet, og der er blevet udbetalt intet mindre end 15.042.569 kroner i lønninger og gager.

Ud over det er der blevet betalt 468.402 kroner i pension, og under fanen "andre personaleomkostninger" er der blevet brugt 1.128.070 kroner.

Et hurtigt regnestykke - kun ud fra gager og løn - lyder, at hver eneste ansat i gennemsnit har tjent lige under 60.000 kroner hver måned. Før pension.

Frihedsbrevet er ifølge dem selv et kompromisløst, uafhængigt medie, der blev grundlagt 5. juni 2021.

Mediet har Mads Brügger som administrerende direktør, og pengemændene bag er ingen ringere end Bjørn Høi Jensen og Denis Viet-Jacobsen.

Sidstnævnte har ifølge Ekstra Bladet smidt en del af Frihedsbrevet i skattely.

Begge har en gigantisk formue, så mon ikke Frihedsbrevet - på trods af det massive underskud - stadig er i live til næste gang, der skal leveres regnskab.

Og faktisk blev der ved stiftelsen skudt hele 31.457.926 kroner i selskabet.

Frihedsbrevet har for nyligt sat en udstilling op i hovedstaden, Magtens Voksmuseum, hvor mediet har genskabt de magthavere, der af minkkommissionen fik kritik, som voksfigurer.

Sponsoreret indhold