Nyheder8. juli 2009

Madonna: Provokerer polakkerne

Den amerikanske superstjerne er ikke i kridthuset hos katolikkerne, der kalder hende blasfemisk
Madonna er lidt for sticky & sweet til, at de polske katolikker kan kapere det
Madonna er lidt for sticky & sweet til, at de polske katolikker kan kapere det
 Foto: All Over

Når Madonna tjekker ind i Polen med sin "Sticky & Sweet"-verdensturné kolliderer det med den dag, hvor katolikkerne markerer Jomfru Marias himmelstigning.

Netop det er lige lovlig provokerende for de polske katolikker, der nu har tænkt sig at samles dagligt foran rådhuset i Warszawa, hvor de vil bede sammen og tro på, at de kan få Madonna-koncerten aflyst.

Koncerten i den polske hovedstad finder sted den 15. august, og de næsten 70.000 billetter er udsolgt.

- Vi er overbevist om, at rådhuspladsen bliver fyldt med gudfrygtige mennesker, siger en talsmand til hjemmesiden breitbart.com.

Politiet forventer imidlertid kun et par hundrede.

Madonna har altid haft et horn i siden på de dogmatiske katolikker, ikke mindst fordi hun bruger kunstnernavnet Madonna. Det mener de er blasfemisk, og i Polen falder det altså sammen med den dag, hvor katolikkerne hylder madonnaen over dem alle, Jomfru Maria.

Dertil kommer så, at Madonna bruger en række religiøse symboler i sine shows, samtidig med at sex, nøgenhed og obskøn dans bestemt heller ikke er fremmede elementer for hende at bruge.

I Polen er næsten 90 procent af de 38 millioner mennesker, der bor der, medlem af den romersk-katolske kirke. Jomfru Maria blev udråbt til dronning af Polen for 350 år siden.

Sponsoreret indhold