Nyheder20. juli 2009

Madonna: Besøgte familien til scenedræbt

Superstjernen gav sig tid til at trøste de efterladte til en fransk scenetekniker, der blev dræbt før hendes koncert i Marseille
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/musik/madonna-i-mairsaille2-jpg.jpg

Den amerikanske popstjerne Madonna besøgte søndag familien til en fransk scenetekniker, der blev dræbt, da hendes koncertscene var ved at blive rejst i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig.

Den sortklædte sanger landede søndag eftermiddag i lufthavnen Marseille-Marignane og blev i hast kørt videre i bil til mødet med familien til den 52-årige Charles Criscenzo i byen Aix-en-Provence.

Ved huset, hvor Criscenzo boede, var civilklædt politi udkommanderet til at holde pressen på afstand.

2 dræbt ved scenekollaps
2 mænd, Criscenzo og den 23-årige brite Charles Prow, blev dræbt torsdag, da dele af scenen, som Madonna skulle optræde på, styrtede sammen.

Ulykken medførte, at koncerten, der skulle have været holdt søndag, blev aflyst.

Omkring 50 teknikere fra en række lande var i færd med at bygge scenen, og en halv snes stykker befandt sig under den, da konstruktionen styrtede sammen, fortæller redningsfolk.

Ifølge brandfolkene skete ulykken, da scenens tag blev ustabilt, fordi det blev løftet på plads af 4 kraner. En af kranerne væltede ned over konstruktionen.

Popstjernen, der fylder 51 i næste måned, er på verdensturné og kommer til Danmark den 11. august.

Sponsoreret indhold