Nyheder5. juli 2006

LYVER RIIS?

For et par år siden blev Bjarne Riis spurgt, om han nogensinde havde taget doping i forbindelse med et cykelløb. Hans reaktion var ganske bemærkelsesværdig: ”Jeg er aldrig blevet testet positiv.”..
https://imgix.seoghoer.dk/media/fe435d52897b486095b7891fa6f3391f.jpg

Det må man give Riis. Svaret er ikke uden en vis finesse. Sådan taler nemlig en mand, der på den ene side ikke vil indrømme noget som helst, men på den anden side heller ikke direkte vil tages i en løgn.Om Riis så rent faktisk har dopet sig til sine cykelsejre får herefter blafre i vinden. Jeg skal ikke være den, der afsiger en skråsikker dom - men blot konstatere, at mange eksperter tvivler på, at det overhovedet kan lade sig gøre at vinde store krævende løb som Tour de France uden at gøre et eller andet kunstigt ved sin krop. På en gennemsnitsetape i Tour de France belastes cykelrytternes kroppe svarende til, at de har gennemført tre maratonløb. Og etaperne køres som bekendt hver eneste dag. Måske er det bare fysisk umuligt at gennemføre noget så strabadserende uden at dope sig? Spørgsmålet er, om nogen har mod til at sige det åbent?Diskussionen har som bekendt fået fornyet aktualitet, efter at dette års Tour de France er indledt med udelukkelse af en række af favoritterne, efter at de er kommet under mistanke for doping. Blandt disse er Jan Ullrich og det store håb på Bjarne Riis' CSC-hold, Ivan Basso.Ikke unaturligt er Bjarne Riis i denne forbindelse igen blevet afkrævet et svar på, om han har vidst noget. Det påstår han hårdnakket, at han ikke har. Riis forventer, at vi tror ham, når han hævder ikke at have kendt til sin førsterytters anvendelse af doping. Lad mig sige det sådan: Det virker ikke påfaldende sandsynligt, at Riis her taler sandt.Årets Tour de France gennemføres. Men der hviler unægtelig en skygge over løbet, der nu for altid vil være forbundet med doping. har løbet overhovedet nogen fremtid?

Sponsoreret indhold