Nyheder29. oktober 2021

Lyntest er tilbage: 100.000 kan blive testet om dagen

Inden for fjorten dage skal private testleverandører etablere et setup med 100.000 daglige test
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210209-132525-l-1920x1317we.jpg
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen har besluttet at genindføre lyntest med kapacitet på 100.000 daglige test.

Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet, fordi behovet for test er steget, lyder det.

- Vi har været forberedte på en situation, hvor smitten kunne stige. Derfor kan vi nu reagere hurtigt. For at sikre nok test til at håndtere situationen skruer vi op får både PCR- og hurtigtest.

- Både regioner og private leverandører melder klar til at øge kapaciteten, siger styrelsens direktør, Lisbet Zilmer-Johns, i en pressemeddelelse.

De private leverandører af lyntest skal dermed inden for to uger etablere et setup med 100.000 daglige test.

Efter at lynteststederne lukkede 9. oktober, blev der lavet en standby-aftale med udbyderne. Det drejer sig om Falck, Carelink og Copenhagen Medical.

Aftalen betyder, at testcentrene skulle kunne genåbne med fjorten dages varsel.

Siden lynteststederne lukkede i begyndelsen af oktober, har det dog været muligt at få foretaget en lyntest hos det offentlige. Omkring fem-ti PCR-testcentre i hver region har tilbudt det i nødstilfælde.

Antallet af daglige PCR-test øges også fremover. Fra en kapacitet på 100.000 nu bliver antallet skruet op til 150.000.

Antal og placering af lynteststederne bliver planlagt i samarbejde mellem leverandører og kommuner.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed øges indsatsen allerede nu i enkelte hovedstadskommuner, hvor smitten er høj.

Det drejer sig om Glostrup, Albertslund, Brøndby og Ishøj, hvor flere tiltag indføres.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Det er nogle tiltag, der retter sig mod de steder, hvor vi ved, smitten breder sig fra. Det er typisk i SFO'er, børnehaver, skoler, hvor vi har tiltag om, at man skal hente i skolegården, man skal ikke indenfor som forældre.

Heunicke har fredag eftermiddag orienteret Folketingets partier om den aktuelle coronasituation.

- Fra i morgen (lørdag, red.) starter vi i Glostrup, Albertslund, Brøndby og Ishøj kviktest af befolkningen, så derfor en kæmpe opfordring fra mig om selvfølgelig at blive vaccineret, men også tage imod testningen.

- Og vi ruller ud fra næste uge i resten af Danmark, siger han.

Nogle kommuner er allerede klar med en plan kort tid efter udmeldingen.

I en pressemeddelelse oplyser Fredensborg Kommune, at der fra mandag vil være mulighed for at få foretaget en lyntest i Holmegårdscenteret.

Sponsoreret indhold