Nyheder7. februar 2024 (opd. 7. februar 2024)

Lundbeck med rekordomsætning: Solgte medicin for 20 milliarder

Overskuddet efter skat lød på 2,3 milliarder, viser årsregnskabet

Det er ikke kun Novo Nordisk, der tjener milliarder på at udvikle og sælge medicin til hele verden.

Lundbeck, der har specialiseret sig i behandlinger for hjernesygdomme, kan også være med.

Selskabet har onsdag offentliggjort årsregnskabet for 2023, og det viser en rekordhøj omsætning på 19,9 milliarder kroner.

På bundlinjen står der også et pænt overskud på 2,29 milliarder kroner, efter at alle lønninger, regninger og skatter er betalt.

- Vi er i gang med en proces, hvor vi styrker Lundbecks position som en fokuseret innovatør for at sikre en bæredygtig og langsigtet fremtid for vores produkter, innovation, forskning, udvikling og profitabilitet, siger Charl van Zyl, der er administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

Næsten halvdelen af Lundbecks omsætning ligger i USA. En fjerdedel af selskabets medicin bliver solgt i Europa, og den resterende fjerdedel stammer fra resten af verden.

Selskabets topsællert er skizofrenimidlet Rexulti, der nu også er godkendt til behandling af visse Alzheimers-patienter i USA.

Det har løftet salget af Rexulti med 16 procent til 4,5 milliarder kroner. Dermed har det overhalet antidepressivmidlet Brintellix, der sidste år nåede en omsætning på 4,3 milliarder kroner.

Ser man udelukkende på fjerde kvartal, skuffer regnskabstallene ifølge MarketWire en smule i forhold til, hvad analytikere havde forventet.

Lundbeck forventer en omsætningsfremgang på mellem 7 og 10 procent i 2024.

Sponsoreret indhold