Nyheder14. juli 2023

Lukker turistattraktion på grund af hedebølge

På grund af hedebølgen i Sydeuropa lukkes Akropolis i Athen
Turister skal ikke kunne regne med at nærstudere den verdensberømte turistattraktion. 
Turister skal ikke kunne regne med at nærstudere den verdensberømte turistattraktion.
 Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Athens største turistattraktion, Akropolis, lukker fredag for besøgende i nogle timer som følge af en voldsom hedebølge i Grækenland.

Det oplyser græske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Akropolis er lukket fra klokken 12.00 til 17.00.

Lukningen sker for at beskytte tusinder af besøgende, som hver dag slår vejen forbi, mod hedebølgen, der har ramt flere lande i Sydeuropa.

Meteorologer har udsendt varsler om temperaturer på 41 grader i Athen ved middagstid fredag.

Men på det historiske Akropolis kan man være ekstra udsat, fordi det ligger på en klippe under åben himmel, og det er svært at finde skygge.

Fredag morgen og formiddag delte det græske Røde Kors vandflasker ud til turister, som stod i kø under oliventræer, ved indgangen til Akropolis.

Millioner af turister kommer hvert år til Akropolis for at se det, der er tilbage af templerne. Blandt andet det 2500 år gamle Parthenons tempel, der er viet til gudinden af samme navn.

Hedebølgen har varet i flere dage.

Torsdag var en ambulance gjort klar nær Akropolis. Den skulle hjælpe turister, der segner i varmen.

De græske myndigheder har desuden meddelt, at der ikke må arbejdes udendørs mellem klokken 12 middag og klokken 17.

Også De Kanariske Øer, Italien og Cypern er ramt af hedebølge. Her kan temperaturen nå op på 43 til 44 grader fredag og lørdag.

Varslerne om den ekstreme hede er en alvorlig bekymring for myndigheder i de ramte lande.

Et nyt studie viser, at sidste sommers hedebølger i Europa kan have kostet op mod 61.000 mennesker livet.

/ritzau/

Sponsoreret indhold