LOUISE BJERREGAARD: HAR FØDT

Det er en tindrende lykkelig Louise Bjerregaard, som den 16. maj fik sit brændende ønske opfyldt: Hun blev mor for første gang. Selv om fødslen skete to uger før tid og ved kejsersnit, var den helt udramatisk.
- Det er en dreng, og han er sund og velskabt, fortæller en glad Louise Bjerregaard, som går hjemme i lejligheden på Vesterbro og nyder den lille ny.
Planen er, at hun vil holde lang orlov fra sit arbejde på Update, DR's nyhedskanal på internettet.
- Jeg gik på barsel den 6. maj og regner med, jeg vil holde barselsorlov mindst et halvt, måske et helt år. Det er jo en dejlig årstid, og det er mit første barn, siger hun.
35-årige Louise Bjerregaard og faderen, Søren Bruun, som også er ansat i DR, har endnu ikke fundet et navn til sønnike.
- Vi ville se ham først, og vi er endnu ikke helt enige om, hvad han skal hedde. Men vi er enige om, at han ikke skal døbes. Når han bliver stor nok, må han selv vælge, siger den nybagte mor.
Hun har tidligere betroet SE og Hør, at hun ønsker sig to børn, og i forvejen er hun en kærlig papmor for Søren Bruuns børn fra et tidligere forhold.