Nyheder8 timer siden (opd. 8 timer siden)

Lorte-lejr: Norges største spejderlejr ramt af maveproblemer

Spejderlejren mistænker, at en vandkilde kan være årsag til udbruddet, der har givet mave- eller tarmproblemer

Norges største spejderlejr med 10.000 deltagere er ramt af maveproblemer.

Det skriver norsk TV2.

Spejderlejren åbnede lørdag i sidste weekend og slutter lørdag i denne weekend.

I løbet af ugen har omkring 70 mennesker fået symptomer på mave- eller tarmproblemer. Symptomerne varierer fra mild kvalme og dårlig mave til enkelte tilfælde af opkast.

Flere er blevet sendt videre til den kommunale lægevagt, skriver det norske medie.

Spejderlejren mistænker, at en vandkilde kan være årsag til udbruddet. Det fremgår ikke, præcis hvilken slags vandkilde der er tale om.

Vicelejrchef Anita Bach siger til norsk TV2, at vandkilden blev afspærret torsdag, og at man er i gang med at teste vandet.

- Vi har også indsamlet og tømt vanddunke, som vi mistænker kan være blevet fyldt ved denne vandkilde, siger hun.

Lejren har endnu ikke modtaget svar på prøverne, lyder det.

Alle lejrdeltagere er blevet informeret om de symptomer, de skal være opmærksomme på, og hvilke behandlingsmuligheder der er.

Spejderne gennemfører resten af stævnet som planlagt, siger vicelejrchefen til norsk TV2.

Lejren er for spejdere mellem 10 og 25 år og finder sted i Gjøvik, som ligger omkring 120 kilometer nord for den norske hovedstad, Oslo.

Lejren er for alle spejdere i børne- og ungdomsbevægelsen KFUK og KFUM, der udspringer af folkekirken, samt det norske spejderforbund.

Også internationale spejdere er inviteret, fremgår det af lejrens hjemmeside.

Det er første gang, at alle spejderforbundene i Norge er samlet.

Programmet har blandt andet budt på praktiske spejderfærdigheder, kurser og koncerter.

Efter planen skulle 60.000 spejdermærker deles ud i løbet af ugen.

Sponsoreret indhold