Nyheder7. juli 2021

London støvsuget for rød-hvide trøjer: Danske Sidsel fandt en kreativ løsning

Nød lærer ’nøgen’ dansk roligan at fremstille sin egen hjemmelavede landsholdstrøje forud for semifinalen på Wembley Stadium
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hvad gør man, når dansk opbakning fra tribunen i aften er afgørende.

Men at det på ingen måde er til at opstøve en dansk landsholdstrøje i den britiske hovedstad?

Danske Sidsel Rostrup valgte at gribe nål og tråd. En rød Adidas-trøje. Og en ordentlig bunke kreativitet.

Sidste hånd blev lagt på værket onsdag morgen, og nu har hun en spillertrøje med et flot 10-tal på ryggen. Senere tropper hun stolt op på det legendariske stadion for at heppe på de danske drenge.

- Jeg var rundt i, hvad der føles som samtlige sportsbutikker i London, og den var umulig at opdrive. Så jeg fandt en generisk rød sportstrøje, men synes alligevel, den var lidt kedelig uden Dannebrog – plus at den ligner den engelske away-trøje på en prik, fortæller hun til SE og HØR blot en håndfuld timer før kickoff.

Til daglig arbejder hun i en håndarbejdsbutik, ligesom hun har strikkeprofilen @Sid.knits på Instagram, så det gav mening for hende at kaste sig ud i en forbedring af trøjen selv.

- Især med tanke på, at vi er ret meget i undertal på Wembley i aften, tilføjer hun.

Reaktioner på cykelturen

Sammenlagt har 29-årige Sidsels Twitter-opslag fået mere end tusinde likes, og hun modtager overvældende ros for sin hjemmelavede danske landsholdstrøje:

- Det plejer kun at være min farmor og min kæreste, der liker mine ting – men det her er da den bedste måde at gå viralt på. Folk har udelukkende været søde, lyder det fra den smilende eksildansker i London.

Også undervejs på cykelturen onsdag morgen fik hendes nykreerede trøje opmærksomhed.

- Folk kommenterede positivt på den hver gang jeg standsede i et lyskryds. Der bor enormt mange udlændinge i London, og jeg tror, der er mange af dem, der hepper på Danmark i aften.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/e5rgyn0weaaqz3z.jpg
 Foto: Privat

- Englænderne er top selvtilfredse, når det kommer til fodbold, og det ville være usigeligt tilfredsstillende at have håneretten det næste lange stykke tid, siger en kampklar Sidsel.
(Foto: Privat)

Selvom Sidsel absolut ikke vil betegne sig selv som verdens største fodboldfan, så vil semifinalekampen mod England nok komme til at stå klart i hendes hukommelse fremover.

- Det er jo en once in a lifetime-oplevelse, og jeg glæder mig helt vanvittigt. Må ærligt indrømme, at jeg ikke ved noget som helst om fodbold, men jeg bidrager med 1000 procents entusiasme, fortæller den unge kvinde til SE og HØR direkte fra den britiske hovedstad.

Tættere på Danmark

Kampene onsdag aften, og herefter søndag ved EM-finalen, på det legendariske Wembley kommer desuden til at stå som et symbol på en genåbning af samfundet, som for englænderne – og danskere bosiddende i Storbritannien – har været længe undervejs.

Om bare 14 dage vil langt de fleste - og mest indgribende - coronarestriktioner blive løftet.

- Det er en pludselig og overvældende følelse af fællesskab mellem udlandsdanskerne herovre, og jeg føler mig tættere på Danmark, end jeg har gjort længe, fortæller Sidsel Rostrup, der ikke har set sin familie i Danmark i lang tid.

- Det har været umuligt at rejse, jeg ved ikke, hvornår jeg ser min familie igen, og mange andre har misset begravelser, fødselsdage og studentergilder, så det er dejligt at kunne deltage og bidrage på en håndgribelig måde, og på den måde være fælles med venner i Danmark om at fejre EM.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/e5rg0oiweaawah7.jpg
 Foto: Privat

Man kommer langt med nål, tråd og broderiramme. Og for Sidsels vedkommende resulterede det i en rød trøje med Dannebrogsflag og 10-tal - perfekt til lægterne på Wembley.
(Foto: Privat)

Far og Brødre er misundelige

Udover at være en habil strikke- og håndarbejdeentusiast, arbejder Sidsel også som skuespiller i London. Hun har gennem det seneste halvandet år måtte aflyse langt de fleste af sine planlagte teaterjobs – netop på grund af det nedlukkede kulturliv.

- Det er samtidig lidt bizart at skulle på stadion med 60.000 tilskuere, mens teatrene kæmper for deres overlevelse, hvad de vist også gør derhjemme. Jeg håber snart, der kommer noget hjælp til at genåbne kulturlivet i begge lande, så vi også kan være sammen om andet end sport, mener Sidsel.

Om få timer går turen for danske Sidsel til Wembley. Med sig har hun sin hjemmelavede trøje, og selv for en relativt urutineret og nyslået roligan, er sommerfuglene begyndt at melde sig i maven.

Det er kun anden gang i hendes liv, hun ser kamp på et stadion.

- Det er altså vildt. Det er også derfor, at jeg har gjort så meget ud af trøjen. Min far og mine brødre er mildest talt misundelige, og jeg vil ikke have skudt i skoene, at jeg ikke har gjort mig umage.

Hun tilføjer:

- Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis vi vinder. Besvimer af begejstring, tror jeg.

Med Sidsel på de danske lægter bliver det ingen sag at skabe rød-hvid bølgegang på de ikoniske Wembley, når kampen fløjtes igang klokken 21.00.

Sponsoreret indhold