Nyheder1. september 2023

”Løvens Hule”-virksomhed går konkurs: Minifabrikken lukker og slukker

Minifabrikken må dreje nøglen om, efter at det ikke lykkedes at finde nogen, der kunne drive fabrikken videre
Minifabrikken var i begyndelsen af 2022 med i "Løvens Hule". Her bed Coolshop-medejer Jacob Risgaard på krogen og investerede 200.000 kroner i virksomheden.
Minifabrikken var i begyndelsen af 2022 med i "Løvens Hule". Her bed Coolshop-medejer Jacob Risgaard på krogen og investerede 200.000 kroner i virksomheden.
 Foto: Lange PR

LÆS OGSÅ - "Løvens Hule"-virksomhed: - Det er et helt andet niveau, vi er oppe på nu

Der var god stemning og store forhåbninger til Winnie Løkkegaard Kristensens virksomhed Minifabrikken, som sidste år fik 200.000 kroner i kapital af Jacob Risgaard i ”Løvens Hule”.

Men de 20 procent af designervirksomheden, som løven sikrede sig, er ikke mange penge værd mere.

Minifabrikken er fredag kommet under konkursbehandling, og træeventyret med interiør til hjemmet lakker derfor mod enden.

Det fremgår af Statstidende.

Der har været tegn på, at Minifabrikkens tilstand ikke var perfekt. I begyndelsen af 2023 måtte Winnie Løkkegaard Kristensen stoppe med at arbejde på grund af stress.

Kroppen lukkede ned, og det samme gjorde virksomhedens eneste fysiske butik, der var placeret i Ribe. Dog blev webshoppen drevet videre af virksomhedens ansatte.

For nylig forsøgte iværksætteren så at komme af med Minifabrikken.

– Det er med blødende hjerte, jeg laver dette opslag, men som den trofaste følger ved, har jeg det seneste år kæmpet med en overbelastningsreaktion.

– Rejsen siden 2016 har været fantastisk, men tiden er kommet til at tilvælge mig selv og min datter, passe på mit helbred og bruge mine ressourcer på at blive rask igen, skrev Winnie Løkkegaard Kristensen på Facebook den 22. august.

Med dagens nyhed om konkursbehandlingen kan man dog konkludere, at ingen bed på tilbuddet om at blive den nye virksomhedsejer.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Winnie Løkkegaard Kristensen, der ikke er vendt tilbage på henvendelsen.

Sponsoreret indhold