Nyheder27. januar 2009

Løkke Rasmussen & Pind: Svirebrødre

De to Venstre-topfolk drak 20 snapse og fem fadøl på skatteydernes regning
Lars og Søren kan godt lide at gå ud sammen - her er de til et SE og HØR-arrangement
Lars og Søren kan godt lide at gå ud sammen - her er de til et SE og HØR-arrangement
 Foto: Peter Grosen

Lars Løkke Rasmussen og Søren Pind står ikke tilbage for Ritt Bjerregaard, når det gælder om at fråse på skatteydernes regning.

I dag kan Ekstra Bladet afsløre, at Lars Løkke Rasmussen, som dengang var indenrigs- og sundhedsminister, gik alvorligt til den i selskab med endnu en af Venstres mere kendte profiler, Søren Pind, som dengang var borgmester i København. De to spiste en såkaldt arbejdsfrokost sammen på Café Petersborg i det indre København, men præcist hvor meget arbejde, de fik fra hånden, melder historien ikke noget om.

Derimod lykkedes det dem at skylle 20 snapse og fem fadøl ned i den tid, mødet varede. Og det hele er bogført, og revisionen har godkendt, at de to herrer brugte skatteydernes penge til at betale det våde møde.

- Ja, det skal nok passe. Jeg husker tydeligt mødet. Et glimrende møde, siger Søren Pind og svarer, da Ekstra Bladet spørger ham, om det er rimeligt, at skatteyderne skal betale for deres snapsegilde:

- Jeg vil ikke foretage rimelighedsbetragtninger af den periode, hvor jeg var borgmester i København. Så andre må simpelthen være dommere over det her, siger han.

Lars Løkke Rasmussen, som nu er finansminister, har ingen kommentarer til de 20 snapse og fem fadøl. Han var sidste år også meget omtalt, da han som amtsborgmester havde været temmelig rundhåndet med skatteydernes penge.

Sponsoreret indhold