Nyheder5. august 2022

Løftet pegefinger til Aldi – sælger for gamle varer og gør ikke rent

Butikken opbevarede også deres kølevarer ved for høje temperaturer
Arkivfoto.
Arkivfoto.
 Foto: Leon Kuegeler/AFP/Ritzau Scanpix

Aldi i Søborg har i sidste måned haft besøg af Fødevarestyrelsen, og her var man ikke tilfreds med, hvad man så.

Det har udløst en sur smiley til butikken.

Efter en kunde havde henvendt sig til styrelsen, blev det konstateret, at Aldi har solgt varer, hvor udløbsdatoen var overskredet.

Her er der blandt andet tale om dagligvarer som fløde, skyr, mælk, yoghurt og flere andre varer.

Varme varer på køl

Derudover var en række kølevarer blevet opbevaret ved alt for høj temperatur.

"Letfordærvelige fødevarer – herunder 7 kasser skiveost, 12 stk. bearnaisesauce og 18 pakker leverpostej på nederste hylde i kølevæg måles med kalibreret luftføler til 8,5 °C, 9,8 °C og 9,5", står der i kontrolrapporten om Aldi i Søborg Hovedgade.

Varer som disse må højst opbevares ved fem grader.

Mangelfuld rengøring

Men de gamle varer og høje temperaturer var ikke det eneste problem, der blev konstateret.

Der var nemlig heller ikke blevet svinget ordentligt med kosten i bake-off- og grøntafdelingen, derudover blev der fundet paprester og støv i køle- og frysemontre.

Aldi i Søborg har forsikret, at der vil blive rettet op på fejlene, men de slipper altså ikke for at få besøg af Fødevarestyrelsen yderligere to gange, hvor butikken altså selv må betale for dem.

Det hører til sjældenhederne, at Aldi får sure smileys. En gennemgang af alle deres butikker i Danmark viser, at supermarkedskæden stort set kun scorer glade smileys.

Sponsoreret indhold