Nyheder27. marts 2018

Livsstilsekspert får eget program på TV 2

Livsstilsekspert Christian Grau bliver vært på boligprogram på TV 2
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/livsstilsekspert-christian-.jpg
 Foto: All Over Press

Livsstilsekspert Christian Grau får nu sit eget boligprogram på TV 2.

Det skriver ugebladet TÆT PÅ.

Programmet, der får premiere den 10. april, har titlen 'Hvem bor her?'.

I det nye job skifter Christian Grau, der er reklamemand, fra ekspertrollen til værtsrollen.

Han har blandt andet været livsstilsekspert i DR-programmet 'Kender du typen?', hvor to eksperter skal gætte hvilken kendis, der bor i de boliger, programmet besøger.

Undervejs opsamler de point for delspørgsmål om kendissernes præferencer og får til sidst tre billeder af kendisser, og det lykkes som regel for begge eksperter at ramme ugens kendis.

I det nye program kommer fem almindelige danskere på besøg hos hinanden og skal gætte hvem der bor hvor.

Den eneste ledetråd, de fem deltagere får inden besøget i husene, er ejerens beskæftigelse.

Den deltager, der kan kæde flest medvirkende sammen med den rette bolig, vinder 10.000 kroner.

Christian Grau glæder sig til den nye rolle som vært.

- Jeg kan s'gu meget godt lide at slippe for ekspert-rollen. Det er dejligt befriende, at man ikke skal kloge sig mere. Nu er man mere den, der skal facilitere og samle trådene, siger han til Ekstra Bladet. Og quiz-elementet tænder ham også. - Jeg kan godt lide boligprogrammer. Man får lov til at se inspirerende boliger, fem styk i det her program, plus man får lov til at gætte lidt. Både inspirationsdelen og gættelegsdelen kan jeg godt lide, siger Christian Grau til Ekstra Bladet. Han er fraskilt og far til sønnerne August og Pelle og bor selv til daglig i en villalejlighed i Charlottenlund nord for København. Christian Grau medvirkede i 'Kender du typen?' sammen med Anne Glad fra 2012-2014, hvor han blev afløst af Flemming Møldrup.

Sponsoreret indhold