Nyheder4. februar 2024

Livsstilsændring midt i livet mindsker risikoen for kræft

Selv om man er kommet op i årene, kan en livsstilsændring reducere risikoen for kræft, viser undersøgelse
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at en livsstilsændring kan mindske risikoen for kræft, selv om man er midt i livet. Eksempelvis ved at stoppe med at ryge. (Arkivfoto).  
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at en livsstilsændring kan mindske risikoen for kræft, selv om man er midt i livet. Eksempelvis ved at stoppe med at ryge. (Arkivfoto).
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En ny europæisk undersøgelse viser, at en livsstilsændring midt i livet kan være med til at reducere risikoen for kræft.

Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

- Vi kan se, at dem der havde ændret deres livsstil efter fem til seks år i mindre grad udviklede kræft, siger gruppeleder fra Kræftens Bekæmpelses center for Kræftforskning Anja Olsen.

Forskningen fokuserer ifølge hende på rygning, motion, vægt og alkohol.

I alt deltog 521.323 personer fra 23 forskellige lande - herunder Danmark - i alderen 35 til 70 år i undersøgelsen.

De svarede på en række spørgsmål ved starten af undersøgelsen og så igen efter fem til ti år. Derefter blev deltagerne bedømt med point fra nul til fire i de fire forskellige kategorier.

Og her viste undersøgelsen, at selv en lille ændring havde gjort en forskel.

- På den her skala, hvor man kan få mellem 0 og 16 point, så vi faktisk en større eller lavere forekomst af kræft bare ved at flytte sig et point på skalaen, lyder det fra Anja Olsen.

Men ifølge hende havde rygning den største betydning.

- Der er inden tvivl om, at hvis man ryger, så skal man selvfølgelig holde op. Men vi kan også se, at selv for de mange, der ikke ryger, så er der også noget at hente på de andre parametre, siger hun.

Undersøgelsen omhandler reducering af livsstilsrelaterede kræftformer, såsom kræft i bryst, lunge, tarm, mave, lever, livmoderhals og andet.

Tidligere forskning har ifølge Kræftens Bekæmpelse vist, at op mod 40 procent af alle kræfttilfælde på verdensplan kunne undgås, hvis alle levede efter rådene for rygning, alkoholforbrug, BMI, fysisk aktivitet og sund kost.

Rådene lyder blandt andet, at man skal droppe tobakken, ikke drikke mere end ti genstande om ugen, spise 600 gram frugt og grønt og 75 gram fuldkorn hver dag samt bevæge sig minimum 30 minutter dagligt.

Sponsoreret indhold