Nyheder2. december 2008

Lise Rønne: Slår Andrea Elisabeth Rudolph

Bookmakerne satser på, at det nye underholdningsprogram ”Hvem kan slå...?” på TV2 får baghjul af DR-programmet ”X Factor”
Lise Rønne kommer til at stjæle Andrea Elisabeth Rudolphs seere
Lise Rønne kommer til at stjæle Andrea Elisabeth Rudolphs seere
 Foto: All Over/All Over

I vinteren 2008 måtte TV2 se sig slået af konkurrenten DR, som havde seerne i sin hule hånd med programmet "X Factor", mens de kendte skøjtede rundt uden imponerende seertal på den anden kanal i programmet "Varm på is".

Allerede efter to udseendelser så TV2 nederlaget i øjnene og flyttede "Varm på is" en time frem.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi fik en olfert af seerne. Selvfølgelig er det at tage et nederlag til efterretning, men det er ikke at resignere. At resignere ville være at lade som ingenting, sagde TV 2's underholdningschef Gitte Madsen dengang til Ekstra Bladet.

Landets største bookmaker Unibet er ikke i tvivl om, at TV2 også denne gang må kaste håndklædet i ringen overfor modstanderen DR1, når det kommer til fredagens vinterunderholdningsprogram.

Begge programmer bliver sendt fredag

TV2 sætter ellers alle sejl til med det spritnye program "Hvem kan slå...?" med Andrea Elisabeth Rudolph som ankerkvinde, men bookmakeren tror ikke på, at det kan vælte mega-succesen med Lise Rønne i spidsen af pinden.

Hvis TV2 ender med at flytte udsendelsen, så den ikke er i direkte konkurrence med "X Factor", giver det pengene 1,25 gange igen. Til gengæld, kan man score sine penge 3,5 gange igen, hvis DR - mod forventning - skulle bukke under for Andrea Elisabeth Rudolphs nye program.

Begge programmer blive indtil videre sendt hver fredag aften fra begyndelsen af det nye år.

Sponsoreret indhold