Lisbeth Østergaard tissede på gulvet
I Danmark er hun kendt som den feterede tv-stjerne med de store tatoveringer, men i Spanien kender de Lisbeth Østergaard som diskotekstisseren.
På en ferie til Lanzarote sammen med vennen og stylisten Dennis Knudsen blev det umage par enige om at sætte gang i løjerne på et lokalt diskotek. En anden gæst havde tidligere på aftenen spildt en stor fadøl på gulvet, og det var for stor en fristelse for de skøre danskere.
- Nogen havde spildt en øl på gulvet, så Dennis og jeg besluttede os for at lave et lille nummer ud af det, siger Lisbeth Østergaard til Ekstra Bladet.
Midt på gulvet trak den tidligere radiovært bukserne ned, satte sig på hug over øllet og lod, som om hun havde tisset. Dennis Knudsen nøjedes med at lyne sine bukser ned, men også for at lade, som om den våde plet på gulvet var andet end bare øl.
Det var dog ikke en spøg, det faldt i god jord hos de lokale på Lanzarote.
- Spanierne blev meget vrede og forargede, fordi de jo troede, at vi rent faktisk havde tisset midt på gulvet, fortæller Lisbeth Østergaard.
Feststemningen vendte dog hurtigt tilbage på ferieøen, da det gik op for diskoteksgæsterne, at der bare var tale om et festligt indslag.
Læs også: Lisbeth Østergaard bliver forladt af kæresten