Nyheder30. juli 2009

Line Gertsen: For lidt vand

TV-avisens vært er tilbage på skærmen efter sit kollaps i maj
Line Gertsen fik sig en lærestreg, men afdramatiserer dog sit kollaps i maj
Line Gertsen fik sig en lærestreg, men afdramatiserer dog sit kollaps i maj
 Foto: All Over

Det var ganske enkelt væskemangel, der var årsagen til, at TV-avisens vært Line Gertsen kollapsede midt i en direkte nyhedsudsendelse den 15. maj i år.

Siden da har hun været på sygeorlov, men tonede så frem på skærmen igen i mandags. Og hun nedtoner i en pressemeddelelse det, der ellers oplevedes som meget dramatisk af hele landets seere:

- Jeg blev tjekket på alle måder, og alt viste sig heldigvis at være helt i orden. Masser af gravide får ildebefindender hver eneste dag, desværre for mig, så skete det midt i TV-avisen, men det er faktisk meget normalt og ikke særlig dramatisk, selv om det selvfølgelig ikke var rart, da det skete, siger Gertsen, der for første gang tonede frem som vært på TV-avisen i februar 2008.

- Det var selvfølgelig en ubehagelig omgang, ikke mindst for dem, der var i studiet, da det skete. Men heldigvis viste det sig at være et udslag af, at jeg havde drukket for lidt og opholdt mig i et varmt lokale. De fleste, der har været gravide, kan nok skrive under på, at det ikke er noget, man skal gøre, siger hun.

Line Gertsen er tilbage på skærmen hele efteråret, før hun går på barsel.

Sponsoreret indhold