Line Baun Danielsen: Skal danse sig til comeback
For et år siden blev hun fyret som vært på "Go'morgen Danmark", men nu er hun tilbage på TV-skærmene som deltager i det storstilede "Vild med dans". Og det er en rigtig god idé, hvis Line Baun Danielsen vil score en ny værtstjans.
- Der er ingen tvivl om, at "Vild med dans" kan få hende tilbage på TV-banen igen. Det er alle tiders chance, Line har her. Hvis hun griber den, kan hun sagtens stable et comeback på benene, fortæller Klaus Kjøller, som er lektor i kommunikation ved Københavns Universitet, til Ekstra Bladet.
Selv afviser 42-årige Danielsen dog, at hun har haft nogen bagtanker overhovedet, da hun meldte sig som deltager i programmet.
- Jeg tænkte slet ikke i de baner, da jeg tog beslutningen om at medvirke. Jeg har sagt ja, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt, og fordi Anne-Mette Rasmussen anbefalede det varmt over for mig, bedyrer den tidligere sportsvært over for avisen.
- Jeg ved ikke, om jeg kunne blive fristet af et interessant TV-tilbud. Det er slet ikke noget, jeg tænker på, fastslår Line Baun Danielsen.