Nyheder9. november 2022

Lidl tilbagekalder ris efter fund af svampetoxin

Har man spist risene og fået det dårligt, bør man kontakte egen læge
Basmati-ris købt i Lidl for nylig, kan være usunde at indtage.
Basmati-ris købt i Lidl for nylig, kan være usunde at indtage.
 Foto: Fødevarestyrelsen

Et for højt indhold af ochratoxin A i basmati-ris gør, at Lidl tilbagekalder produktet.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Det drejer sig om Golden Sun Basmati Ris XXL 4,5 kilo med en bedst før-dato mellem 16. december og 21. december 2022.

Årsagen til tilbagekaldelsen er, at der er konstateret et for højt indhold af svampetoxinet ochratoxin A i produktet.

Fødevarestyrelsen skriver, at det ikke kan udelukkes, at der kan være en sundhedsmæssig risiko, hvis forbrugere spiser produktet.

Forbrugerne rådes derfor til at tilbagelevere produktet til butikken eller kassere det.

Hvis forbrugere, der har spist risene, oplever symptomer, opfordres de til at kontakte egen læge.

Det er anden gang inden for kort tid, at Fødevarestyrelsen tilbagekalder et produkt.

Tirsdag blev flere typer af fiskefrikadeller tilbagekaldt, da der var fundet bakterien listeria i produkterne.

Det drejede sig om fiskefrikadeller fra Havet's og fra Løgismose. Det var virksomheden Jeka Fish A/S, der stod bag tilbagekaldelsen.

Fiskefrikadellerne var solgt i SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen, Irma, Coop 365, Fakta og Netto i hele landet.

Sponsoreret indhold