Nyheder3. august 2023

Lidl sænker prisen på brød, pålæg og hakket oksekød

I alt vil 150 hverdagsvarer fra på søndag blive billigere, når man handler ind i Lidl
hakket oksekød
Hakket oksekød med 15-20 procent fedt er blandt de varer, som bliver billigere hos den tyske supermarkedskæde.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lidl sænker prisen på 150 udvalgte basisvarer såsom brød, pålæg, mejeriprodukter og husholdningsartikler.

Det skriver supermarkedskæden torsdag i en pressemeddelelse.

- Prisnedsættelserne kommer som et resultat af længere tids forhandlinger med vores leverandører for at opnå bedre priser til vores kunder, skriver administrerende direktør i Lidl Danmark, Jens Stratmann, i pressemeddelelsen.

Priserne på de 150 basisvarer bliver i gennemsnit sænket med ti procent.

Prisnedsættelserne gælder både Lidls private-label serier samt mærkevareprodukter.

De nye priser træder i kraft søndag den 6. august, oplyser supermarkedskæden.

Lidl varslede ligesom flere andre supermarkedskæder i begyndelsen af juli prisfald på en række på produkter, efter en periode med stigninger, der har gjort ondt på forbrugerne.

I begyndelsen af juli sænkede Salling Group prisen på 300 dagligvarer i kategorien personlig pleje som shampoo, sæbe og tandpasta i Føtex og Bilka.

Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group, oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at dagligvarekoncernen inden sommerferien satte priserne ned på en række varer.

- Vi følger markedet tæt og vil løbende vurdere, om der er behov for at reagere. Så snart leverandørerne sænker priserne, sænker vi dem også, skriver han.

Dagligvarekoncernen Coop, der har butikskæderne Coop, 365 discount og Brugsen, meddelte i starten af juli, de "i løbet af meget kort tid" også ville sænke priserne på personlig pleje.

Koncernen sænkede i juni priserne på 40 mejeriprodukter i kædens butikker. Det skyldtes ifølge Coop, at mejerikoncernen Arla havde sænket priserne.

Informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen oplyser, at koncernen i den kommende tid forventer at sænke priserne "på en bred vifte af de mest solgte dagligvarer".

- Det sker primært i takt med, at vores indkøbspriser falder som følge af leverandørernes lavere omkostninger, siger han til Ritzau.

De seneste tal fra Danmarks Statistik landede i begyndelsen af juli. De viste, at prisstigningerne, der også kaldes inflation, taber fart i Danmark.

Forbrugerpriserne var i juni 2,5 procent højere end samme måned året før. Det var lavere end i maj, hvor den var på 2,9 procent.

Det fik privatøkonomer til at forudsige, at det snart kunne blive billigere at fylde indkøbskurven.

Samtidig med, at inflationen er faldende, er det samme også sket for de globale fødevarepriser. De var i juli 23 procent lavere end for et år siden.

Sponsoreret indhold