Nyheder26. marts 2024

Leoparden Sky i sorg efter partners død: Spiste ikke i tre dage

Den danske dyrepark Krokodille Zoo mærkede for nylig efterskælvet fra et tragisk dødsfald blandt dets sjældne dyr

Træleoparden Sky i sorg: Mister sin kæreste

Træleoparden Sky gik i sidste uge på en ubevidst sultestrejke i sit bur i Krokokille Zoo på Falster.

Den sjældne leopard, der er den eneste af sin slags i Danmark, mistede for ti dage siden sin partner, hunleoparden Tayin, og det gjorde altså Sky så fortvivlet, at den ikke indtog føde.

Leopardens adfærd kommer en smule bag på ejeren af Krokodille Zoo, René Hedegaard.

Det fortæller han til SE og HØR.

- Sky er hårdt mærket. Vi havde ikke regnet med, at det skulle være så slemt for ham. Han er aldrig stoppet med at spise i tre dage før.

- Han går og leder efter sin partner, siger René Hedegaard.

Siden september havde Sky og Tayin gået op ad hinanden – dog adskilt af et hegn.

For nylig blev de så endelig sat sammen, hvilket gik over alt forventning. Lige indtil det ikke gjorde mere.

En morgen for omkring tre uger siden lå Tayin død på jorden. Et parringsforsøg var formentlig gået galt, og sky var kommet til at bide Tayin i ryggen. Der var ingen tegn på kamp.

Tayins død har kastet sorte skygger over Krokodille Zoos håb om at få flere træleoparder til verden.

Det er jo nok verdens smukkeste kat, så den har desværre været jagtet meget. 

René Hedegaard, chef i Krokodille Zoo

Der er i skrivende stund ingen andre dyreparker, der ligger inde med en hun, der kan parre sig med Sky.

Den sjældne leopardtype er truet på verdensplan, og René Hedegaard er ikke i tvivl om, hvorfor det er tilfældet.

- Det er jo nok verdens smukkeste kat, så den har desværre været jagtet meget. Det er rigtig synd, for den eneste skabning, der har brug for træleopardens pels, det er jo træleoparden.

Derudover fortæller dyrepasseren, at leoparder som Sky og Tayin er ekstremt presset af leveforholdene i Asien, hvor de opholder stammer fra.

Fulgt af kamerahold

Det er René Hedegaard selv, der stiftede Krokodille Zoo.

Nysgerrige sjæle har kunne besøge dyreparken i godt 24 år, og træleoparden er langt fra det eneste sjældne dyr, man kan møde.

Sidste år lykkedes det blandt andet som den første zoo i Danmark at bringe en lille pumakilling til verden.

Derudover findes alle 23 nulevende krokodillearter i dyrehaven.

Flere af arterne avler zooen til genudsætning i naturen. P.t. engagerer René Hedegaard sig med genudsætningsprojekter i Cuba og Venezuela.

Den anderledes dyrepark har også opnået opmærksomhed fra lokalmediet TV 2 ØST, der har fulgt familien, der driver parken, i 13 måneder.

Det er der kommet minidokumentaren ”Krokodillekongens kamp” ud af, som kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold