Lene Siel om skilsmissen: Det hårdeste jeg har prøvet

Foto: Dan Mariegaard

De havde været sammen i tykt og tyndt i 21 år – og sammen nåede de at få tre døtre.

Men for halvandet år siden besluttede sangerinden Lene Siel og hendes mand, Elo Lindhardsen, at gå hver til sit. Og selv om beslutningen blev taget i fred og fordragelighed, var det alligevel det hårdeste, som den 48-årige sangerinde nogensinde har prøvet.

Det fortæller hun i et interview med Ugebladet Søndag:

– Det at blive skilt er det hårdeste, jeg har oplevet. Det er mange år, vi har været gift, og vi har tre børn, som vi på en måde skal få samlet op på igen. Det fylder utrolig meget og er en kæmpe livsomvæltning. Men det kunne ikke være anderledes, fortæller Lene Siel til ugebladet.

Lene Siel og Elo \

Lene Siel og Elo "Luffe" Lindhardsen. Foto: Kaspar Wenstrup

Skilsmissen fra Elo ”Luffe” Lindhardsen er endnu ikke afsluttet, og sangerinden – der blandt andre har sunget duet med Helmut Lotti og Roger Whittaker – er stadig i gang med at finde ud af, hvordan hendes liv skal se ud nu.

Dét at skulle stå på egne ben efter 21 års ægteskab er angstprovokerende, fortæller Lene Siel, inden hun slår fast, at hun dog også føler en vis frihed og en vis følelse af, at det nok skal gå.

– Det er et nyt kapitel i mit liv, som jeg begynder nu. Det er spændende, nervepirrende og helt fantastisk. Men det er vigtigt, at jeg ikke forhaster mig, og i stedet tager en dyb indånding og ser tiden an, siger Lene Siel til Ugebladet Søndag.

48-årige Lene Siel var kun 24 år, da hun mødte Elo ”Luffe” Lindhardsen, der fyldte 63 år tilbage i april i år. Tre år senere blev de gift.

Parret har døtrene Emilie på 21, Julie på 20 og Emma Sofie på 12 år.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close