Nyheder6. marts 2008

LENE ESPERSEN: TIPSMIDLER BETALER NY BADEBRO

Justitsminister Lene Espersen får privat bade- og bådebro finansieret af lottomidler
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/lenes-badebro-lille-jpg.jpg

Tipspenge skal betale justitsministerens nye badebro. Det er i hvert fald planen, eftersom Lene Espersen og husbonden har søgt økonomisk støtte fra tips- og lottomidlerne til at finansiere en badebro ud for bopælen i det mondæne kvarter Nordstranden i Dragør. Villaen ligger ud til det lavvandede Øresund, og tilsyneladede er der ligledes lavvande i kassen hos Espersen og hendes naboer

Ifølge Lene Espersens mand, Danny Feltmann Espersen, som er initiativtager til broprojektet, bliver broen 150 meter lang og med en vanddybde på en meter for enden af broen. Til den lokale ugeavis Dragør Nyt fortæller han, at anlægsudgifterne vil beløbe sig til omkring 430.000 kroner og skal finansieres med delvis støtte fra Lottofonden.

Ifølge Feltmann Espersen, som er direktør for tøjkæden H&M i Danmark, får broen den sidegevinst, at den vil kunne fungere som et socialt samlingspunkt for områdets beboere. Den slags sociale bademuligheder er der dog allerede masser af i den lille Dragør Kommune. Området byder på flere badestrande, og sågar en stor badeanstalt, der bliver benyttet året rundt af blandt andre Lene Espersens ministerkollega - den vinterbadende Karen Jespersen.

Ud over det er der allerede etableret en række andre bade- og bådebroer. Grundejerforeningen Søvang i den sydlige ende af kommunen kan sågar prale af at være indehaver af Danmarks længste badebro. Men i modsætning til lotto-Lene har beboerne ikke bedt om en økonomisk redningskrans fra andre, men derimod betalt samtlige 179 meter badebro af egen lomme.

Seoghoer.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra både Danny Feltmann Espersen og justistminister Lene Espersen. Sidstnævnte er i udlandet og har ingen muligheder for at kommentere historien, oplyser hendes ministersekretær Camilla Sonne.

Sponsoreret indhold