Nyheder7. april 2024 (opd. 7. april 2024)

Legeplads skal bygges ved Pusher Street

Lørdag blev brostenene gravet op på Pusher Street, og søndag fortsætter arbejdet med at forny gaden
Der kommer til at være en legeplads i nærheden af Pusher Street.
Der kommer til at være en legeplads i nærheden af Pusher Street.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søndag fortsætter arbejdet med at forny Pusher Street på Christiania.

Det fortæller talsperson for Christiania Mette Prag til Ritzau søndag morgen.

- Vi går i gang med den næste del af arbejdet. Vi skal bryde asfalten op, og så fortsætter vi ellers med vores arbejdshold, der skal male bænke og gavle, siger hun.

Første led i fornyelsesarbejdet startede lørdag, hvor brostenene på Pusher Street blev gravet op.

Ud over renovering begynder christianitterne søndag med at bygge en legeplads i området "Prærien", der ligger tæt på Pusher Street.

- Vi har en hel aktionsuge, hvor vi tager gaden tilbage og befrier den fra banderne, siger Mette Prag.

Christianitterne skal også bruge tiden på at tale om, hvilke permanente ting, der skal være ved Pusher Street.

- Jeg tænker, at temaet for gaden kommer til at være galleri, kunst og iværksætteri, lyder det fra Mette Prag.

På et fællesmøde næste søndag går christianitterne i fællesskab i gang med at planlægge, hvad der skal ske med Pusher Street.

Der er ifølge Mette Prag allerede kommet flere bud på, hvad man skal gøre med gaden, blandt andet en repair café, hvor man kan få fikset sine ting, hvis de går i stykker.

- Lørdag var der nogen, der sagde, at de gerne vil åbne en repair café. Det kunne også være en genbrugsbutik. Der popper nogle sindssygt gode idéer op, så det er bare med at gribe dem, siger hun.

Der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår området ved Pusher Street er færdigt.

- Jeg tror, at det bliver en lang udvikling. Der skal udvikles, finansieres og bygges, så det kommer til at tage lang tid, siger Mette Prag.

Renoveringen af selve gaden kommer ifølge Mette Prag til at tage omkring 10 uger.

Der skal blandt andet etableres nye vandrør og kloakker.

Når Pusher Street står færdig, er det med både nye og gamle brosten og en mosaik gennem gaden.

Sponsoreret indhold